Dansk Rumfart nr. 41 – juni-august 1999
For 30 år siden...
– Apollo 11 skrev historie
af Jesper Nordling, Dansk Selskab for Rumfartsforskning
Da Apollo 11 landede i Stilhedens Hav på Månens overflade den 21. juli 1969 var det en af menneskehedens største teknologiske bedrifter nogensinde.
Mange ting er sket i rumfarten både før og efter månelandingen: rumsonder er blevet sendt til alle planeter i vores solsystem og ubemandede landinger er foregået på Venus og Mars. Rumsonden Voyager-2 har allerede forladt solsystemet tilbage for ti år siden og om bare fire år vil den første landing i det ydre solsystem foregå, når Huygens fra den amerikansk-europæiske rumsonde Cassini lander på Saturns måne Titan. Russerne og amerikanerne har sammenkoblet bemandede rumskibe i alt ni gange. Disse er alle imponerende bedrifter.
Men der er intet der står tilbage med så stor historisk betydning som månelandingen. Intet bliver husket på samme måde og brugt så ofte til historiske sammenligninger. F.eks. i forbindelse med 50-års jubilæet for afslutningen på Den anden Verdenskrig, kunne man læse følgende "Hvad enten man kan lide det eller ej, siger holocausten ligeså meget om hvem vi mennesker er som en månelanding gør." Her sammenligner man seks millioner menneskers systematiske udryddelse med to menneskers landing på Månen.
 Apollo 11's landingsmodul "Ørnen" på Månens overflade i Stilhedens Hav den 21. juli 1969 (NASA) |
Det er ikke uden grund at sådanne sammenligninger bliver lavet. For selv om det er meget få mennesker der har taget turen de 400.000 km til Månen og endnu færre der er landet på den, så giver det alle os, der er blevet bagved en chance for på vores egen måde at forestille os, hvordan det ville være at foretage en så fantastisk rejse. Det bliver en del af ens virkelighed at det at tage til Månen rent faktisk er noget man kan gøre. Mulighederne for hvad vi som enkeltpersoner er i stand til, synes derfor at være blevet udvidet betragteligt, da Armstrong og Aldrin i sort/hvid løb rundt foran landingsmodulet, Aldrin godt på vej til at udvikle sit berømte "moonwalk", hvor det gjaldt om at bevæge sig mere opad end fremad. Tænk engang at man kan se det er nat i New York og daggry i London med et enkelt blik. Tænk at man kan se Jorden "stå op" over en anden klode. For dem af os der er født efter, er det med slet skjult misundelse at vide at vi aldrig fik lov at se denne historiske begivenhed "live".
Netop pga. at månelandingen var en vision fremsat af politiske årsager faldt projektet også hårdere til jorden, i bogstaveligste forstand, da den første landing var foretaget. Projektet var på så mange måder forud for sin tid. Og det var ikke ubetinget en god ting. For det har gjort det sværere for alle de spændende visioner der er opført efter at have en fair chance for at blive til virkelighed. Med en så kæmpe succes i ryggen er det svært at leve op til fordums storhed.
For første gang siden månelandingen synes en ny stor vision indenfor rumfarten at være en reel mulighed: Den Internationale Rumstation. Der ligger en (forholdsvis) god plan for, hvordan man har tænkt sig at opsende moduler og forsyninger til den og hvordan den skal bemandes.
 Saturn V-raketten på vej mod Månen. (NASA) |
Der synes at være en mindst lige så stor modstand mod den massive finansiering af rumstationen, som der var af Apollo-projektet, da de første landinger var foretaget. Det gode gamle spørgsmål om, hvorfor man sætter mennesker til at lave videnskabeligt arbejde, der kunne laves meget billigere ubemandet bliver ivrigt talt for og imod af videnskabsmænd og ingeniører, hvor et af for-argumenterne lyder, at netop ikke alt kan laves af sonder og robotter i rummet som f.eks. de medicinske forsøg. En irriterende diskussion, fordi NASA ikke har råd til at indrømme, at meget af det de gør ikke bare er et spørgsmål om videnskab.
En mand der imponerede i denne diskussion er Dr. Charles Elachi fra JPL/CalTech i Californien, som var en af primus motor’ene for USAs ubemandede rumprogram med bl.a. kæmpesuccesen Pathfinder, som landede på Mars i 1997. Denne mand burde have et større horn i siden på den bemandede rumfart end de fleste. Men det var ikke hans holdning. For som han sagde, mennesker gør ikke alt af videnskabelige grunde, som f.eks. bygningen af Eiffeltårnet. Dermed ikke være sagt, at verden ville være et rigere eller et mere visionært sted at færdes, hvis Eiffeltårnet ikke eksisterede i dag. Som folk daglig flokkes til tårnet i Paris bygget i tidløst design, på samme måde flokkedes folk tilbage i 1969 om en mission, der var større end teknik og politik. Alle kunne være med uanset nationalitet eller baggrund til at nyde de 2,5 time Armstrong og Aldrin brugte på deres første rumvandring udenfor landingsmodulet "Eagle". Et øjeblik i historien, hvor rigtig mange mennesker stadig kan huske hvor de var og hvad de foretog sig på netop denne dag. Forhåbentlig vil der også i vores og de kommende generationers livstid komme sådan oplevelse indenfor rumfarten.