Dansk Rumfart nr. 35 – marts-juni 1998
Anmeldelse af ny dansk bog „Liv i rummet”
af Steen Eiler Jørgensen, Dansk Selskab for Rumfartsforskning
Biologen Ole Terney har begået en bog med titlen 'Liv i Rummet - Betingelser for opståen af liv på Mars og i universet.' Og lad det være sagt med det samme: hvis der er noget man gerne vil vide, så står det i den bog! Det er en omfattende gennemgang af forestillinger om liv andre steder i universet på godt og ondt, som læseren på de 70 tætskrevne sider føres igennem. Især den seneste polemik om Mars-meteoritten ALH-84001 bliver uhyre grundigt gennemgået. Bogen, der er udgivet i november 1997, har desværre ikke nået at få de allersidste nyheder med - nemlig at dele af meteoritten VAR forurenet med materiale fra Jorden - men sådan må det jo desværre være, når man beskæftiger sig med et forskningsfelt i så hurtig udvikling. Godt halvdelen af bogen handler om Mars: generelle informationer om geologi, klima, etc. Der bliver især fokuseret på føromtalte meteorit, og det kan undre, at den overordentlig vellykkede Pathfinder-mission i sommeren 1997 bliver omtalt så flygtigt som den gør.
Bogen er trykt med tre spalter på hver side, og marginerne er temmelig små - værket indeholder MEGEN tekst. Måske af frygt for at tage parti (for eller imod muligheden for liv andre steder end på Jorden) har Ole Terney valgt at bringe sine tekster i et omfang som kan vække mistanke om kritikløshed. Der er ikke det, der ikke står om Mars i denne bog! Og om så meget andet. F.eks. bruges hele syv af de tætskrevne sider på at citere Wells' 'Klodernes Kamp', og bogen præges generelt af manglende organisation af stoffet. 'Vores verdensbillede' og 'Vort solsystem' er blot nogle af de emner bogen behandler. Også et digt fra før vor tidsregning er der blevet plads til. Det er muligvis meget interessant altsammen, men ønsker man en kortfattet videnskabelig gennemgang af mulighederne for liv andre steder i rummet, er det nok ikke Terneys bog, man skal konsultere. Alle disse emner synes blandet godt sammen og kastet ind i bogen på må og få. Man kan selvfølgelig blot bruge bogen som opslagsværk - hvis der altså bare var et stikordsregister. Man har i stedet valgt at bruge de sidste to sider på litteraturhenvisninger. Hele bogen er gennemsyret af små notehenvisninger som alle henviser til et stykke litteratur, hvorfra den enkelte information er hentet. Her ville lidt mindre grundighed nok have været på sin plads. Hvilke oplysninger der bærer henvisninger og hvilke der ikke gør det, virker også ret vilkårligt. En detaljeret gennemgang af nogle karbonatkugler får lov at stå urefereret, mens en oplysning om, at Michelle Knapp fra Peeskill, New York den 9. oktober 1992 fik ødelagt bagagerummet på sin bil af en meteorit, efterfølges af en litteraturhenvisning.
Som sagt: ALH-84001 gennemgås SÆRDELES grundigt. Hvis læseren har kræfter til det, vil man efter at have læst bogen være ikke så lidt velbevandret inden for emner som kontinentaldrift, isotopfordelinger, DNA-molekylets kodningteknik, sulfider, karbonater og oxider. Denne del af bogen er virkelig detaljeret. Vores kendte Mars-forsker Jens Martin Knudsen citeres også. I små grå kasser rundt omkring i bogen popper han pludselig op med en ny udtalelse. Og selv om det han siger kan være sandt nok, undrer det af og til hvad netop dette citat dog har med det hele at gøre.
Men Terneys bog kommer også ind på emner, som man vil få svært ved at finde noget om andre steder. Drakes formel, de 31 berømte betingelser for en civilisations opståen og SETI-projektet gennemgås, og især disse afsnit vakte anmelderens opmærksomhed. Bogen er generelt velskrevet, men skæmmes dog dels af tryk- og slåfejl hist og her, dels af klodsede formuleringer og decideret urigtige oplysninger; det sidste dog mest i forbindelse med oplysninger af minimal relevans. Det kan virke som om korrekturlæseren har haft lidt travlt.
Alt i alt en lidt uoverskuelig bog, som dog behandler centrale problemstillinger detaljeret.
Terney, Ole: Liv i Rummet, Bio-Nyt Forlag, kr. 185,-

