Dansk Rumfart nr. 52 – december 2001
Pluto-Kuiper-Express
af Finn Willadsen, Dansk Selskab for Rumfartsforskning
Planeten Neptun blev opdaget i 1846 efter, at dens position var blevet forudberegnet på grundlag af forstyrrelser i planeten Uranus' bane. Uranus var blevet opdaget i
1781, mens Saturn, Jupiter, Mars, Venus og Merkur havde været kendt siden oldtiden. I 1800-tallet mente man at kunne konstatere forstyrrelser også i Neptuns bane, og efter flere forgæves forsøg lykkedes det i 1930 Clyde Tombaugh at finde en planet på den forudsagte position. Planeten fik navnet Pluto efter den romerske underverdens gud.
At Pluto blev fundet på den beregnede position har senere vist sig at være en tilfældighed, idet Pluto er alt for lille til at fremkalde de forstyrrelser i Neptuns bane, som den blev tillagt. Forstyrrelserne i Neptuns bane har siden kunnet forklares på anden vis. Pluto er kun 2.500 kilometer i diameter og bevæger sig i en for en planet, udsædvanlig elliptisk bane. Den bruger 247,7 år til en tur rundt om Solen, og dens middelafstand til Solen er 5,9 milliarder kilometer. Neptun har middelafstanden 4,5 milliarder kilometer, men alligevel var Pluto nærmest Solen i årene 1979-1999. I 1978 blev det opdaget, at Pluto havde en måne, den blev døbt Charon efter færgemanden, der færgede de døde over floden Styx til dødsriget Hades, i den græske mytologi. Charon er 800 kilometer i diameter.
I 1959 blev den første sonde sendt til Jordens måne. I løbet af 1960'erne blev sonder sendt til Venus og Mars. I 1970'erne fik planeterne Merkur, Jupiter og saturn alle besøg af rumsonder. I løbet af 1980'erne nåede Voyager 2 både Uranus og Neptun. Derudover kom Voyager sonderne forbi de store måner i det ydre Solsystem. Egentlig havde Pluto også været draget ind i planerne, men den blev droppet til fordel for Saturnmånen Titan. Titan viste sig ganske vist at være dækket af skyer, så overfladen kunne ikke studeres af Voyager. Titan var dog alligevel en yderst interessant verden, og rumsonden Cassini skal efter planerne sende den europæiske landingssonde Huygens ned på overfladen af Titan.
Da voyager-sonderne ikke nåede Pluto, opstod der naturligt nok planer i løbet af 1990'erne om en mission til Pluto og Charon. Den første udgave af en sådan mission fik navnet Pluto Fast Flyby. Senere fremkom nye forslag under navnet Pluto Express. Det seneste forslag med navnet Pluto-Kuiper-Express synes atter engang at være ramt af sparekniven hos NASA. Meget tyder på at missionen til Pluto endnu engang bliver sparet væk.
Der er en særlig grund til at undersøge Pluto netop nu, idet planeten er nærmere Solen end den vil være på resten af sin næsten 250 årige tur rundt om Solen. Meget tyder på at Pluto for øjeblikket har en midlertidig atmosfære på grund af den "korte" afstand til Solen. Når Pluto i sin bane kommer længere væk fra Solen vil atmosfæren sandsynligvis fryse på planetoverfladen. Udover at være en atmosfære under ekstreme kuldegrader vil den også være usædvanlig fordi den som den eneste atmosfære sandsynligvis deles med månen Charon. En atmosfære der deles mellem to kloder findes ikke andre steder i Solsystemet. Når det kan ske på Pluto og Charon, hænger det ikke blot sammen med at Charon kun er 19.000 kilometer fra Pluto, men også med, at Pluto altid vender samme side imod Charon. Mange måner vender altid samme side imod sin moderplanet som f.eks. Jordens måne, men det er så vidt vides enestående, at også moderplaneten altid vender samme side imod månen.
Links
http://www.jpl.nasa.gov/ice_fire/pkexprss.htm
http://nssdc.gsfc.nasa.gov/planetary/planets