Dansk Rumfart nr. 55 – november 2002
International Space University Summer Session Program 2002
af Bent Ziegler, civilingeniør, ph.d.-studerende på Ørsted·DTU
Efter et koldt Chile i 2000 og et regnfuldt Bremen i 2001 havde International Space University (ISU) i år valgt at placere deres sommerkursus i det sydlige Californien, nærmere betegnet på California State Polytechnic University i Pomona lidt øst for Los Angeles. Til denne solbeskinnede plet ankom i slutningen af juni '02 personer fra hele verden for at bruge de følgende to måneder på at lære om rumfart og knytte kontakter til andre ligesindede. Forudsætninger og forventninger var meget forskellige blandt deltagerne i starten; og ligeså er indtrykket af kurset nu, da det er overstået. Denne artikel er derfor et personligt udtryk for, hvordan jeg, en nyuddannet civilingeniør fra DTU, oplevede de to måneder.
Den første lektion, som sikkert ikke var del af pensum, fik man allerede ved ankomsten: Skønt universet er uendeligt, er den flok af mennesker, der beskæftiger sig med rumfart, det absolut ikke. Jeg havde forventet at skulle starte de to måneder uden at kende et øje, men allerede de første dage mødte jeg to personer, jeg tidligere havde mødt under mit eksamensprojekt ved ESA's center i Holland, og en mindre flok, jeg havde mødt i forbindelse med en rumfartskonference i Toulouse året før. De studerende på kurset kom fra Nord- og Sydamerika, Europa, Asien og Afrika og havde mange forskellige baggrunde. Der var et par jagerpiloter fra USA og Canada, jurister fra Frankrig, Singapore og Canada, en arkitekt, en sygeplejerske, en journalist, en medicinstuderende, fysikere og ingeniører en masse. Erfaringsmæssigt spændte vi fra den nyligt udklækkede bachelor til rutinerede folk fra industrien og NASA. Gennemsnitsalderen var omkring de 26 år. De første dage gik med indskrivning, indlogering, rundvisninger og diverse introduktionsarrangementer. Det blev hurtigt klart, at undervisere og assistenter var meget entusiastiske med hensyn til ISU og i visse tilfælde måske også for entusiastiske efter min mening. Vi blev fortalt adskillige gange i løbet af disse dage, hvordan de to måneder ville forandre vores liv, og at vi ville tage derfra med nære venner i mere end 20 lande. "Klap lige hesten", tænker man så som kritisk dansker, og overvejer hvor udvandet et begreb som nære venner ville blive, hvis man sagde, at man havde mere end 20 af slagsen. Bedre blev det ikke, da en af grundlæggerne af ISU under åbningsceremonien fik alle til at råbe med på "ISU! ISU! ISU rocks!" – men så var de første dage også overstået, og vi kunne begynde på selve kursusdelen.
Første måned
I den første måned var kurset præget af forelæsninger. Der var
forelæsninger 5-6 dage om ugen og enkelte gange op til 7 timers forelæsninger
om dagen. Så er man godt træt i hovedet, når man går hjem. Emnerne for
forelæsningerne var delt op i Space and Society, Space Business and
Management, Space Engineering, Space Life Sciences, Space Physical Sciences,
Space Policy and Law, Satellite Applications og Space Systems Analysis
and Design. Med så stor spredning af emnerne er det tydeligt, at ISU ikke
er ude på at uddanne deciderede specialister. I stedet søger de at give de
studerende så bred og interdisciplinær en ballast som muligt, så man kan
forstå, hvad der foregår uden for ens eget fagområde og forbedre samarbejdet
på tværs af fag- og landegrænser.
Inden ankomst havde man valgt hvilket af de otte emner, man ville studere nærmere. Det var svært at vælge, da jeg gerne ville fordybe mig i mange af emnerne, men til sidst faldt valget på Space Business and Management, da jeg her så muligheden for at lære noget, jeg absolut ikke var kommet i nærheden af på DTU. Én til to gange om ugen lagde man så de fælles forelæsninger bag sig, og samledes i de mindre grupper. I disse grupper fik man en mere dybdegående undervisning, end der kunne opnås ved de fælles forelæsninger. Man fik desuden en mindre opgave, der skulle løses enkeltvis eller parvis, der blev afholdt forskellige aktiviteter, og man kom på virksomhedsbesøg hos den omkring-liggende rumfartsindustri. Aktiviteterne var meget forskellige fra det ene emne til det andet. Af eksempler kan nævnes, at Life Sciences-holdet, som beskæftigede sig med de fysiologiske virkninger af at befinde sig i rummet, udførte simulerede 'rumvandringer' under vandet, og Space Systems Analysis and Design-holdet byggede raketter, som blev affyret under en konkurrence en af de sidste dage. Formålet med konkurrencen var at sende et råt æg med en raket mere end 150 m op i luften og få det ned igen, uden at det gik i stykker, og uden at æggets temperatur var steget mere end et par grader. Højden og temperaturændringen blev klaret af nogen af holdene. Ingen æg overlevede.
Sidste klargøring af æggeraket. (Bent Ziegler)
Virksomhedsbesøgene nød godt af placeringen i det sydlige Californien. De foretrukne mål var Boeing og Jet Propulsion Laboratory, hvor næsten alle kom på besøg; men der var også ture til blandt andet Sea Launch. Virksomhedsbesøgene var klart blandt det mest interessante i kurset. Jeg kom ikke selv til JPL, men rundvisningen på både Boeing og Sea Launch var næsten hele turen værd. Det er noget af en forandring, når man er vant til, at satellitter er noget småtteri, man blot regner på, og måske ser en simulation af på en hjemmeside, pludselig at stå i Boeings fabrikslokaler og se den ene satellit efter den anden – på størrelse med mini-busser – i færd med at blive bygget. Ligeså imponerende var turen til Sea Launch, som er et firma, der sejler en ombygget boreplatform til ækvator et par gange om året og benytter den som affyringsrampe, når de opsender satellitter. Desværre kunne vi ikke komme ombord på platformen, da den var ved at blive vedligeholdt, men til gengæld kom vi ombord på det ledsagerskib, der følger med boreplatformen til ækvator. Her besøgte vi kontrolrummet, hvor amerikanere, russere og ukrainere arbejder side om side, og så en af løfteraketterne, der lå klar til opsendelse på et af dækkene. Jeg var noget overrasket over den frihed, der herskede under besøgene. På Boeing blev vi godt nok, udover af dem, der fortalte om de forskellige satellitter og faciliteter, eskorteret af et par 'sikkerhedsrepræsentanter' (og her er der ikke tale om den sædvanlige sikkerhedsrepræsentant på danske arbejdspladser); men på Sea Launch blev vi blot vist rundt af et par meget snakkesalige ansatte, som ikke hidsede sig op over, at der blev taget et fotografi i ny og næ, selvom det lige var blevet sagt, at her måtte der altså IKKE fotograferes.
På besøg hos Sea Launch. (Bent Zielger)
Anden måned
Den anden måned drejede sig om afslutningen på de aktiviteter, der foregik i
de mindre emnegrupper og udførelsen af to større designprojekter.
Emnegrupperne har jeg skrevet nok om allerede, så her vil jeg koncentrere mig
om de to projekter. Det ene af projekterne handlede om liv uden for vores egen
klode, mens det andet handlede om mulighederne for at forbedre verdens
sundhedstilstand ved hjælp af rumfartsteknologi. Formålet med projekterne var,
udover at lære om emnerne, at lære at arbejde konstruktivt sammen med mange
mennesker med forskellige baggrunde. Deltagerne fordelte sig med 46 personer på
det ene og 53 på det andet projekt, så meget tid kom til at gå med at
diskutere, diskutere og atter diskutere. Alle deltagerne var vant til at være
nogen, der blev lyttet til, og pludselig havde man et halvt hundrede mennesker
samlet uden noget forudgående hierarki – der nu skulle arbejde sammen
hurtigt og effektivt mod et fælles mål, som ikke engang var besluttet til at
starte med. Jo, tålmodigheden blev sat på prøve…
Design Projekt 1
Dette projekt handlede om søgningen efter liv i universet – uden for vores
egen klode. Resultatet blev et opslagsværk rettet imod alle med interesse inden
for området. Som en slags introduktion startede rapporten med at beskrive den
nuværende status for missioner og undersøgelser, hvis formål det er at lede
efter liv i rummet. Tidligere, nuværende og planlagte initiativer blev
behandlet mht. mål, nuværende status og opnåede resultater (vi er så vidt
vides stadig alene). Derefter var det på sin plads at forsøge at definere,
hvad der rent faktisk forstås ved 'liv', og dette hold definerede 'liv' som
havende følgende egenskaber:
- Det har en struktur og er afgrænset.
- Det er i termodynamisk uligevægt med omgivelserne.
- Det kan omdanne energi.
- Det kan flytte sig.
- Det kan tilpasse sig ændringer.
- Det kan reproducere sig selv.
- Det kan overføre information.
Steder, hvor dette 'liv' kunne tænkes at befinde sig, blev foreslået, og eksperi-menter, der kunne bruges til at påvise dette 'liv' blev skitseret. Desuden blev områder som forlæns og baglæns forurening, dvs. forurening fra Jorden til andre himmellegemer og tilbage igen, behandlet, og den snart allesteds-nærværende indsats på undervisnings-området for at lære vores børn om naturvidenskab blev selvfølgelig heller ikke glemt. Måske lidt inspireret af reaktionen blandt befolkningen da H. G. Wells' "Klodernes Kamp" første gang blev sendt i radioen, blev det også studeret, hvordan Jordens befolkning kunne tænkes at reagere på nyheden om, at vi ikke er alene i universet, og retningslinier, for hvordan en eventuel kontakt med rumvæsenerne skulle foregå, blev skitseret.
Arbejdsdagene blev meget lange imod
slutningen af projektet. (Bent Ziegler)
Hele projektet sluttede af med at inkludere alt, hvad der hidtil var blevet berørt i projektet, i et samlet forslag til en fremtidig mission til Jupiters måne Europa for at søge efter liv.
Design Projekt 2
I stedet for at søge ud i universet, vendte dette projekt derimod blikket indad
for at koncentrere sig om, hvorledes disse rumfartsaktiviteter kunne bidrage til
at hjælpe på verdens sundhedstilstand. Store problemer er der jo nok af, men
det blev hurtigt valgt at dette projekt skulle dreje sig om bekæmpelse af
malaria med fokus rettet imod Asien og Afrika syd for Sahara.
Holdet gik derefter i gang med at studere hvilken rumfartsteknologi, der kunne være relevant for malariabekæmpelse, hvilke organisationer på jorden, der skulle få gavn af vores arbejde, hvilken infrastruktur, der var nødvendig for at få resultater ud til befolkningen, hvor meget projektet ville koste, hvordan projektet skulle finansieres osv. osv. Kritiske læsere vil måske mene, at satellitter umuligt kan benyttes til at detektere hverken malariaparasitter eller -myg, og deri har de, så vidt jeg ved, fuldstændig ret. Der hvor rumfarts-teknologi alligevel kan benyttes er til kortlægning af vådområder, der tjener som yngleplads for myggene, til meteorologidata, der kan benyttes til at forudse, hvor nye vådområder vil opstå, og endelig til telekommunikation i områder, hvor ingen anden infrastruktur er tilgængelig. Data for vådområder og meteorologidata kan så kombineres med befolkningsdata for at identificere områder med risiko for malariaudbrud, så humanitære organisationer kan distribuere f.eks. moskitonet i disse områder.
Arbejdet mundede ud i en todelt strategi til implementering af projektet i den virkelige verden. Første fase ville dreje sig om udvikling af teknologien og afprøvning af systemet i et lokalt område. Da denne del overvejende handler om udvikling og om at bevise, hvad rumfartsteknologi kan, skulle den ledes (og betales) af f.eks. NASA og ESA. Når systemet først virkede, skulle disse træde tilbage og overlade lederskabet til WHO og Roll Back Malaria, som skulle stå for den operationelle fase af systemet med teknisk bistand fra NASA og ESA.
Ikke kun undervisning
Nu gik de to måneder jo ikke kun med forelæsninger, virksomhedsbesøg og
projekter; og heldigvis for det. Der var planlagt forskellige sociale
arrangementer, spontane fester opstod og i stort set alle weekender var der
nogen, der fyldte nogen lejede biler op og kørte til San Francisco, San Diego,
Mexico, Las Vegas, Yosemite Park osv. Alle ved hvordan en spontan fest er, så
det vil jeg ikke fortælle om. I stedet er det måske på sin på plads at
nævne kulturnætterne, Space Masquerade og talentaftenen. ISU drejer sig
i høj grad om at få en international oplevelse, og derfor skal der
selvfølgelig være plads til, at vi kan lære om, hvor hinanden kommer fra.
Derfor er der indført disse kulturnætter, hvor hvert land får ca. 15
minutter til at forklare alt, hvad der er værd at vide om deres land. Nogle
holdt sig til en standard PowerPoint-præsentation med snak og billeder, men der
var også enkelte perler i blandt; som f.eks. japanerne der, iført
traditionelle dragter, optrådte med sang, dans, musik, kendo, sumobrydning og
en meeeeeeget lang trommesolo (Vi har hørt den. Kom videre!). Space
Masquerade er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor man udlever sin
gamle drøm om at udklæde sig som Darth Vader, Spock, en raket, en stjerne
eller bare et tilfældigt rumvæsen efter eget valg; og talentaftenen, som blev
holdt i den sidste uge af kurset, var, som talentaftener er. Folk, man tror, man
kender, dukker op på scenen og kan pludselig sparke brædder i stykker med de
bare fødder, synge i kor en russisk popsang fra 80'erne eller spille en
svingende udgave af 'piano man' på guitar og mundharpe.
Grunden til at talentaftenen kommer med i denne artikel er én speciel optræden. Arisa, en ung, stille japansk pige satte sig på et tidspunkt til klaveret og spillede sin melodi. Hendes melodi var sat sammen af national-melodierne fra samtlige 30 deltagerlande, og den ene melodi flød smukt over i den anden. Hver gang en ny nationalmelodi begyndte, rejste folk fra det pågældende land sig op og stod der, til den næste melodi tog over. Det er svært at beskrive… Vi havde været sammen på daværende tidspunkt i to måneder uden stop, var ved at skulle til at sige farvel og pludselig var der en af os, der spillede den melodi for os. Det var smukt. Hvis jeg kunne beskrive det, ville jeg være digter og ikke ingeniør.
En af danserne under den japanske
kulturnat. (Bent Zielger)
Og hvad fik man så ud af det?
Fælles for alle er, at man har fået dannet sig et netværk af bekendte i
branchen, som ellers ville tage mange år at opbygge. Hvor brugbart dette
netværk bliver, vil i høj grad være op til den enkelte, men udgangspunktet
her kort efter kursets afslutning er i hvert fald godt. Med hensyn til det
akademiske indhold i kurset er det sværere at bedømme, og det afhænger meget
af forudsætningerne, som folk havde, da de ankom. Generelt bliver der ikke
gået i dybden med noget emne, så hvis man var specialist inden for et felt
inden man ankom til kurset, har man højest nået at fortælle andre om dette
felt – man har ikke lært meget nyt selv.
Yderpunkterne med hensyn til hvor meget folk har fået ud af turen, udgjordes nok af den franske jurist, Soraya, og den engelske bankrådgiver Jason. Soraya syntes, at det var så fantastisk. Hun havde aldrig rigtig beskæftiget sig med fysik eller teknik før og syntes, at alle foredragene om planetbevægelser, satellitter, raketter osv. var sindssygt spændende. Tænk at verden hang sådan sammen! På den anden side havde man så Jason, som var blevet træt af sit bankjob, og havde lyst til at arbejde med rumfart, som han altid havde haft en interesse for. På grund af denne interesse havde han imidlertid læst så meget om emnet forinden, at han ikke følte, at han lærte noget som helst i løbet af de to måneder og lige så godt kunne være taget på ferie, hvilket sikkert havde været både billigere og sjovere for ham.
Da disse to er yderpunkterne, må jeg naturligvis befinde mig et sted i mellem. Det opbyggede netværk vil blive værdifuldt; ingen tvivl om det. Man kender jo folk fra alle fagområder og alle de større firmaer og organisationer, så hvis man sidder en dag og mangler oplysninger om termisk analyse, raket-brændstof eller måske jobmuligheder hos f.eks. Astrium, er det kun et telefonopkald væk.
På det faglige område har jeg også lært noget, selvom det måske ikke var, hvad jeg havde regnet med, da jeg tog hjemmefra. Meget af, hvad der blev dækket under forelæsningerne, havde jeg kendskab til i forvejen, så der, hvor jeg fik det største udbytte, var i arbejdet med Design Projekt II. Her fik jeg en hel del øvelse i projektstyring, hvor 53 personer ivrigt trækker i hver sin retning, og lærte desuden om malaria og om de initiativer, der tages for at bekæmpe sygdommen. Ikke just hvad man forventer fra International SPACE University. Dog skal det siges, at et emne som remote sensing udgjorde en væsentlig del af projektet, så helt tomhændet med hensyn til rumfart gik man altså ikke derfra.
Videre til Master of Space Studies og lidt økonomi
Alt i alt er jeg altså glad for turen og har mod på mere af, hvad ISU kan
tilbyde. Ud over sommerkurset udbyder ISU nemlig også en 11-måneders Master
of Space Studies, som jeg påbegynder 21. oktober. Denne uddannelse foregår
på ISU's campus i Strasbourg og går langt mere i dybden end den introduktion
til emnerne, man fik i Californien, uden dog at miste formålet med at give en
bred interdisciplinær uddannelse. Igen vil der være forelæsninger og et par
store designprojekter, men uddannelsen vil også indeholde en periode til
specialisering inden for et snævrere område og et tremåneders praktikophold
hos enten industri eller en rumfartsorganisation.
Økonomisk kan ISU's kurser ved første øjekast godt virke skræmmende. Sommerkurset koster 16.000 €, master-uddannelsen 22.000 € og kombinationen af sommerkursus og masteruddannelse som jeg har valgt koster 28.000 €. Dette er muligvis en hel del mere, end hvad man har lyst til at betale af egen lomme (hvilket Jason dog gjorde alligevel), men heldigvis er ESA rundhåndet og sponserer ofte op mod halvdelen af undervisningsafgiften. Samtidig er der en del fonde, man kan søge herhjemme; og i mit tilfælde har jeg været heldig at få legater fra Fabrikant P.A. Fiskers Fond og Otto Mønsteds Fond.
Hvis man skulle have lyst til at læse mere om International Space University, kan man besøge deres hjemmeside på www.isunet.edu eller kontakte Bent Ziegler på bentziegler@hotmail.com