Avanceret søgning »

Mailliste

Læs mere »

Satellitnavigation Rumsonder Satellitkommunikation Bemandet rumfart Planetforskning Jordobservation Rumfartsteknologi Almen rumfart Uddannelse Artikler i Dansk Rumfart

Follow rumfart.dk on Facebook

Dansk Rumfart nr. 57 – august 2003

Fransk Guyana. Rumrejsen år 2003

af Bent Ziegler, International Space University

Ariane 4 var mægtig pålidelig, det vidste vi alle. Så snart det tidsvindue, hvor den måtte sendes op, blev åbnet, plejede nogen at sige 'ignition' og så fór den afsted for at aflevere sin last i kredsløb omkring jorden. Sikkert. Præcist. Pålideligt. Alligevel var vi mange, der håbede på noget andet for den sidste opsendelse. Nummer 116, som ville være den 74. fejlfri opsendelse i træk. Bevares, vi ønskede ikke at noget skulle gå galt, men da opsendelsen et par dage i træk var blevet udsat på grund af for kraftige vinde i de højere luftlag, begyndte vi at øjne muligheden. Muligheden for at den sidste opsendelse, som var sat til den 12. februar, ville blive udsat til engang mellem den 21. og 25. februar.

Grunden til dette håb var, at vi, en gruppe på 44 personer fra Canada, USA, Japan og hele Europa deltog i International Space University's årlige rejse til Fransk Guyana i perioden fra 21. til 25. februar i år. Programmet for rejsen var interessant nok i sig selv, men muligheden for at se en rigtig opsendelse "live" var alligevel det der blev talt mest om i dagene op til afrejsen. Altså lige indtil den 15. februar, hvor vejret ikke var på vor, men derimod Arianes side og den sidste Ariane 4 steg til vejrs kun 6 dage før vi ankom. Men nok om Ariane 4 for denne gang...

Vi samledes alle i Paris' Charles de Gaulle lufthavn den 20. februar om morgenen. Omkring 15 af os kom direkte fra International Space University i Strasbourg hvor vi netop havde afsluttet det tredje af i alt fem moduler, der udgør den et-årige uddannelse Master of Space Studies. 12 timer senere befandt vi os i lufthavnen i Cayenne, hovedstaden i Fransk Guyana. Godt trætte efter rejsen blev vi nu stuvet ind i en ventende bus og kørt endnu et par timer ud til det hotel, hvor vi skulle bo i de næste par dage. Hotellet lå med fin udsigt til junglen, men ellers ikke tæt på noget som helst, så al transport måtte koordineres og foregå i samlet flok i vores bus.

Guiana Space Centre
Første morgen i Guyana og første morgentur i bussen. Første aktivitet var et besøg i Jupiter kontrolrummet hvorfra nedtællingsprocedurerne i Kourou koordineres. Hvis man logger ind på Arianespaces hjemmeside, når der er opsendelser, er det dette rum man ser, når der altså ikke sendes direkte fra opsendelsespladsen. Da der jo ikke var nogen opsendelser den dag, blev vi i stedet præsenteret for lokale repræsentanter for CNES og ESA, der fortalte om centrets historie, organisation og nogen af faciliteterne. Flere af dem var i Guyana for anden eller tredje gang, hvilket kan opfattes positivt siden de altid vender tilbage – eller negativt siden de åbenbart også ofte rejser deres vej.

Efter denne lettere officielle start på arrangementet fragtede bussen os videre til området for Ariane 5's faststofraketter. Så begyndte turen rigtigt! Endnu engang startede vi med en præsentation fra en af brændstoffabrikanterne og skønt nogen af juristerne døsede hen, var opmærksomheden generelt rykket en tak i vejret. Efter præsentationen gik turen så videre til faciliteterne hvor de samler faststofraketterne. Hold op hvor er de store! De sættes sammen af, så vidt jeg husker, 8 moduler oven på hinanden og det hele samles i lodret position. Den samlede højde af sådan en faststofraket er 27 meter, så hvis noget går galt når der arbejdes med dem, gælder det om at kunne komme de 8 etager ned og ud af bygningen i en fart. Nødudgangen bestod derfor af et langt stofrør, som man kastede sig ned i, hvorefter man få sekunder senere ville dumpe ud på jorden ved siden af bygningen. Desværre måtte vi ikke tage denne hurtige vej ud, men måtte ty til elevatoren.

Oprindeligt var det nu planen at vi skulle videre og se en satellit, der var ved at blive integreret på en Ariane 5, men grundet de ændringer der kom i opsendelseskalenderen efter den forfejlede første opsendelse af Ariane 5 ESC-A, var der ikke nogen satellitter, der var ved at blive integreret. I den ene integrationsbygning stod raketten med Rosetta-sonden og var ved at blive tømt for brændstof, hvilket indebar en for stor sikkerhedsrisiko til, at vi kunne komme på besøg. Heldigvis kunne vi i stedet besøge den anden, som indeholdt den næste Ariane 5 – samlet og klar til opsendelse.

Endnu engang blev man overrasket over størrelsen, men også over at vi rent faktisk fik lov til at gå rundt lige ved siden af den og fotografere. Jeg har ikke været på et lignende besøg hos amerikanerne, men jeg tvivler meget stærkt på, at sådan en sammenbragt flok som vi var, kunne få lov til at vandre rundt klos op ad en rumfærge. Alting har dog en ende og ligeså havde vores begejstrede "nøøøj!" udtalt på 10−15 forskellige sprog.

Turen skulle så gå videre til opsendelsespladserne, hvilket dog viste sig at være et antiklimaks i forhold til besøget hos Ariane 5. Måske er et par cementpladser med store huller ikke det mest spændende, men de bliver heller ikke bedre af at blive set fra et busvindue gennem den tropiske regn. Mere er der vist ikke at sige om dem.

Om aftenen skulle det handle om alt andet end rumfart. I Guyana holder de nemlig karneval, som, i modsætning til de fleste andre karneval, varer en hel måned. En af traditionerne under karnevalet er at tage til fest, hvor alle kvinderne er klædt ud som Touloulous – og når det var en tradition måtte vi selvfølgelig deltage. At være klædt ud som Touloulou må være en varm oplevelse. Kvinderne bliver dækket fra top til tå i farvestrålende dragter så kun øjnene er fri. Selv munden er dækket, så på en eller anden måde må de få manøvreret et sugerør ind mellem stoflagene hvis de skal have noget at drikke. Og det skal man til et lokalbal iført adskillige lag tøj så tæt på ækvator. Traditionen er ydermere at kun kvinder må byde op til dans og at man som mand skal acceptere. Altså ikke noget med at stå og spille kostbar fordi man hellere vil danse med hende i den røde end med hende i den gule, hvilket også kan komme ud på eet da man jo ikke har en chance for at kende andet til vedkommende end hendes omtrentlige højde. Festlighederne forløb dog muntert nok og det lykkedes da for størstedelen af fyrene at give mere eller mindre succesfulde prøver på europæisk rytmesans i selskab med de lokale. Om pigerne gjorde det samme, skal jeg ikke kunne sige, da de forblev forklædte og uigenkendelige.

Næste dag startede også i rumfartens tegn. Søvndrukne efter nattens danseri kravlede vi op i bussen og blev endnu engang kørt til Guiana Space Centre, hvor der ventede virksomhedspræsentationer af nogen af de forskellige firmaer , der har aktiviteter i Fransk Guyana. Hvis man havde forventet (og det havde vi måske nok) at det ene højteknologiske firma efter det andet ville præsentere sine aktiviteter, måtte man tro om igen. Sagen er jo at satellitterne og størstedelen af raketterne bliver lavet i Europa, så aktiviteterne i Guyana omhandler hovedsagligt integration, test og transport af udstyret til affyringspladserne. Måske ikke i sig selv det mest ophidsende, men jobmuligheder var der da, så man kunne ikke lade være med at tænke på om man måske skulle bytte det ustadige danske vejr ud med et tropisk klima i et par år. Og så var der jo lige det med en måneds karneval hvert år... men indtil videre er det altså blevet ved overvejelserne.

Iles du Salut
Efter to dage med rumfart på programmet, iklædte vi os solcreme, solbriller og spraglede shorts og blev med ét forvandlet til rendyrkede turister. Søndagsudflugten gik til den tidligere franske fangekoloni på øerne Iles du Salut, som herhjemme nok er mest kendt fra filmen Papillon med Steve McQueen og Dustin Hoffmann i hovedrollerne. Regntiden havde i øvrigt besluttet sig til at ophøre natten forinden så alt var i skønneste orden da vi stævnede ud fra Kourou havn for at sejle de 14 km ud til den største af øerne, Ile Royale. Den temmelig voldsomme bølgegang på Atlanterhavet fik dog midlertidigt smilene til at blive noget anstrengte blandt passagererne, men de kom hurtigt tilbage igen da vi først satte fødderne på det lille tropiske paradis.

Deportation af politiske fanger til øerne blev påbegyndt i 1792 under den franske revolution. Senere, inspireret af den britiske succes med at kolonisere Australien ved hjælp af dømte kriminelle, forsøgte man med samme opskrift her for at kolonisere Guyana – dog uden den store succes. En blanding af hårdt arbejde, dårlig ernæring og hygiejne gjorde, at ud af de 8000 fanger, der blev transporteret dertil mellem 1852 og 1856, overlevede kun 3600 og grundet høje omkostninger, dårlig presseomtale og den udeblivende kolonisering blev initiativet stoppet i 1938. Funktionen som fængsel, nu også for andre hærdede forbrydere end de politiske, blev dog opretholdt i endnu nogen år indtil 1946 og den sidste af de efterladte fanger blev hjulpet fra øen så sent som i 1953. Øerne har nu tilhørt Guiana Space Centre siden 1965 og bliver benyttet af turister som os, samt til optagelser af rumraketternes baner i de første minutter efter opsendelsen.

På Ile Royal gik turen nu gennem de gamle ruiner fra fangekolonien. Det meste havde fået lov til at forfalde og solen bagte næsten overalt, da alle øens træer var blevet fældet i kolonitiden. Manglen på skygge gjorde dog ikke indtryk på italienerne på turen, der i glæde over at se solen i februar smed skjorterne for at få lidt farve på de vinterblege kroppe. Glade og veltilfredse var de om dagen, men beklagelserne over forbrændte rygge og skuldre startede allerede samme aften. Tsk tsk... På øerne er der et rigt dyreliv og vi så både høns (knap så eksotiske), øgler, palmerotter, der ligner en krydsning mellem en lille hjort og et marsvin med alt for lange bagben, og aber, der ikke var mere bange for mennesker end at de kravlede ned ad grenene for at spise kokosnødder af vores hænder. Til slut fandt vi en lille bugt; tog os en dukkert i Atlanterhavet og glemte alt om, at formålet med turen vist havde noget at gøre med rumfart.

Lidt Botanik
Den sidste dag oprandt og man måtte indstille sig på snart at skulle vende hjem til kulden igen. Forinden var der dog arrangeret både en kanotur ad Kouroufloden og en vandretur gennem noget af regnskoven. Det mest bemærkelsesværdige ved kanoturen var den tykke uigennemtrængelige mur af regnskov, der omsluttede floden på begge sider. Uanset hvor langt man sejlede blev det bare ved og atter ved og man kunne ikke se mere end en meter ind mellem træerne. Vandringen i regnskoven var langt mere interessant. Jeg ved at der i København ligger en botanisk have, men har aldrig værdiget den et besøg. Jeg har simpelthen haft svært ved at se det spændende i planter. De er grønne. De vokser. Nogen har blomster. Sådan er det bare. Hvori ligger det spændende?

Anderledes forholdt det sig dog under vores guidede tur igennem regnskoven. Kampen om lys, jord og næring er her så stor, at planterne er nødt til komme med meget opfindsomme løsninger for at overleve. Der er palmer der lever af andre træers nedfaldne blade, som de samler med deres grene lige over deres egen stamme hvorved næringsstofferne gøder jorden tæt omkring dem. Der er planter der starter deres liv på toppen af andre træers kroner, for derefter at slynge en enkelt lang rod de 15−20 meter ned til jorden. Når roden først har fæstet sig slynger planten derefter rødder omkring stammen på det oprindelige træ, indtil det bliver helt dækket, dør og efterlader det nye system af rødder som en høj cylinder i skoven. Der er træer der slynger sine rødder om andre træer for at holde balancen. Der er træer der...

Efter junglevandringen holdt vi afskedsfrokost, hvor alle deltagerne, der var blevet delvist sponsoreret af den Europæiske rumfartsorganisation, ESA, fortalte hvilken form for aktiviteter de ville foretage for at informere om turen – vores såkaldte outreach-aktiviteter. Nogle havde planlagt foredrag for deres hjembys skoler, andre ville informere ved konference, men størstedelen, ligesom undertegnede, havde planlagt at viderebringe det glade budskab om turen til Fransk Guyana via en artikel.

Som skrevet arrangerer International Space University (ISU) hvert år en rejse til det europæiske rumfartscenter lidt uden for Kourou i Fransk Guyana. Prisen for turen lå denne gang på 1150 €, men den Europæiske rumfartsorganisation, ESA, ydede økonomisk støtte til mange af deltagerne på 750 €. Udover personer med tilknytning til ISU, deltog i år også en gruppe ingeniører fra DLR, en lille flok rumjurister fra Paris, mens resten af deltagerne overvejende var ingeniørstuderende fra resten af Europa. Fra Danmark deltog Lars Alminde fra Aalborg Universitet, som havde vundet rejsen under sidste års World Space Congress i Houston samt mig selv.

Bent Ziegler er Ph.d.-studerende ved Danmarks Tekniske Universitet og har netop færdiggjort sin Master of Space Studies fra International Space University i Strasbourg.

webmaster|at|rumfart.dk