Dansk Rumfart nr. 60 – juli 2004
En “rum-workshop” for studerende
af Thim Nørgaard Andersen, redaktør af Dansk Rumfart, thim@rumfart.dk og Lonnie Petersen, Dansk Selskab for Rumfartsforskning, lonnie@rumfart.dk
Interessen og entusiasmen for rumfart og rumfartsforskning er stor blandt de studerende ved de danske universiteter. Det viste sig med al tydelighed i dette forår. I særdeleshed var det tydeligt ved en workshop afholdt af Dansk Selskab for Rumfartsforskning, som blev afviklet i dagene fra den 26. til den 28. marts på Dansk Rumforskningsinstitut i København.
1st Danish Student Space Workshop
Idéen til at afholde en workshop for danske studerende blev født sidste år på
The International Astronautical Federation (IAF) kongres i Bremen. Her
besluttede vi os for at samle de forskellige kræfter og ildsjæle, og skabe et
netværk til kommunikation. I Dansk Selskab for Rumfartsforskning besluttede vi
at afholde den første ”rum-workshop for studerende”, hvor vi ville samle et
bredt udvalg af studerende fra hele landet og give dem et forum, hvor de kunne
dele deres idéer med hinanden og høre foredrag af rumfartsprofessionelle og
rumforskere, der arbejder med de studerendes egne interesseområde til hverdag.
Det var visionen, at give dem en oplevelse og en god portion ny viden med hjem
som de så kunne dele ud af på de respektive uddannelsessteder rundt om i landet.

Udsnit af lørdagens program fra workshoppen.
Som overordnet tema for workshoppen valgte vi “Going to Mars”. Drømmen om at tage til Mars kræver et storstilet samarbejde ikke blot på tværs af landegrænser, men også på tværs af faggrænser. For at designe en sådan mission må man have fysikere, geologer, ingeniører, psykologer, fysiologer, læger osv., osv. til at arbejde sammen – det var derfor et af målene med workshoppen at bringe de studerende sammen på tværs af faggrænser og få dem til at udveksle idéer.
Workshoppen var organiseret af Dansk Selskab for Rumfartsforskning, og der var i plads til i alt 50 studerende. De blev udvalgt på baggrund af en ansøgning som bestod af en motivation til hvorfor man ønskede at deltage i workshoppen, samt et abstract med en beskrivelse af idéer til fremtidige projekter, tanker eller visioner inden for ens eget interessefelt.
Workshoppen var sat sammen af en række fælles foredrag og arrangementer, samt en række foredrag og diskussioner i mindre grupper, som var inddelt efter interesseområde.
Det lykkedes at få sammensat en imponerende liste af foredragsholdere til at komme for at holde foredrag for deltagerne. Listen talte bl.a. højt placerede personer fra ESA, NASA og den danske rumsektor. Blandt disse kan kort nævnes Jeffrey Davis fra NASA, som er leder af Space and Life Science ved Johnson Space Center i Houston og Bernard Foing, videnskabelig leder af ESAs SMART-1 mission ved ESAs test- og udviklingscenter ESTEC i Noordwijk i Holland.

Der var foredrag af både rumfartsprofessionelle og deltagerne. Her fredag aften af Bernard Foing fra ESA.
Fredag aften startede workshoppen med indskrivning og middag for deltagerne. Aftenen gav derefter en bred introduktion til hvert af workshoppens hovedområderne med en række foredrag, hvor der i øvrigt var offentlig adgang. Blandt hovedtalerne var Per Nørnberg fra Mars Simulatoren på Århus Universitet, Jeffrey Davis og Bernard Foing.
Lørdag morgen startede at det egentlig arbejde for workshoppen med aktiviteter fælles og ude i grupperne. Efter morgenmaden og en kort introduktion gik de studerende og de professionelle ud i de tre interessegrupper, hvor programmerne bød på både oplæg fra de studerende og de professionelle. Dette gav anledning til mange gode diskussioner, hvor de studerende fik mulighed for at afprøve idéer og tanker, og få input og gode råde fra de professionelle og hinanden. Der var en sjælden og enestående chance med så mange kapaciteter og så megen ekspertise samlet på ét sted. Det medførte da også, at en række nyttige bekendtskaber og nye samarbejdsmuligheder blomstrede mellem de studerende og den danske rumfartsindustri.

Deltagerne bidrog til workshoppen med foredrag om egne projekter.
Dagen var derfor travl og fyldt med både faglige foredrag og indlæg, og ikke mindst ligeså vigtige og lærerige samtaler i kaffepauserne.
Efter en velfortjent middag fortsatte aftenen med fællesforedrag, som bl.a. inkluderede en lille demonstration af Dansk Amatør Raket Klub af raketprincippet med en raket drevet af vand og trykluft. Demonstrationen var naturligvis til stor jubel for alle og satte en god afslutning for den mere alvorlige del af dagen.
Søndag startede meget tidligt for alle, ikke mindst fordi weekenden faldt sammen med overgangen til sommertid. På programmet stod “studerendes muligheder for uddannelse og arbejde inden for rumfartsfeltet”. Bl.a. fortalte Filippo Ongaro fra ESAs astronautcenter om hvad det vil sige, at være europæisk astronaut; om deres arbejde og uddannelse.
Det blev fulgt op af beskrivelser af mulighederne for at videreuddanne sig f.eks. ved at søge til International Space University1, og om hvilke veje nogle har taget for at få ansættelse i private virksomheder der udvikler og leverer udstyr og materiel til rumfarten.
Nu var vi vist klar til at tage fat på et af hovedpunkterne for workshoppen: Skabelsen af et netværk. Der var enighed om, at det skulle kunne fungere som et sted, hvor studerende kan hente inspiration og finde andre unge med samme interesser således, at nye samarbejder og projekter kan opstå – gerne på tværs af faglige og nationale grænser.

I kaffepauserne var der bl.a. lejlighed til at skabe netværk på tværs af faglige baggrund, og til at få en snak med de professionelle.
Netværket skulle kunne bære sig selv og være vedligeholdt af medlemmerne/deltagerne. Det er ikke ment som et lukket netværk, men derimod et åbent netværk med plads til at vokse – et netværk for alle som har lyst til at deltage og dele ud af sine erfaringer og oplevelser.
Efter at forskellige idéer og forslag havde været oppe for at blive vendt blev det første tiltag et elektronisk netværk i form af en workgroup på Yahoo2, som kort tid efter workshoppen blev oprettet og er velfungerende.
Hele workshoppen blev afsluttet med en hyggelig frokost. Deltagerne drog herefter hver til sit for at hvile ud oven på en hård weekend.
Besøg i Odense og Århus
I Selskabet var vi så heldige at have Jeffrey Davis et par dage længere, og
efter invitation besøgte vi derfor Innovision og Damec Research i Odense mandag
formiddag. De er leverandører af de motionscykler som har været med på alle
rumfærger siden 1998 og ligeledes er ombord på Den Internationale Rumstation,
ISS. De står også bag udviklingen af et genåndingsapparat, som bruges til at
måle hjertefunktionen hos en person. Dette apparatur er udviklet til et
kommerciel produkt, der bruges til at måle hjertefunktionen hos patienter. En af
de interessante ting som Innovision har brugt i denne forbindelse er, at den
viden som er opnået ved udviklingen af det kommercielle apparat er gået tilbage
det apparatur som bruges i mikrogravitetsforskningen. De kalder det selv for
“spin-back”, et udtryk som Jeffrey Davis synes godt om og ville tage med tilbage
til USA.

Mandag aften holdt Jeffrey Davis, NASA, foredrag på Århus Universitet. Mødet var arrangeret i samarbejde med UNF.
Efter besøget hos Innovision/Damec Research gik turen videre til Brabrand, hvor vi havde fået en invitation fra Arla Foods Innovision. Det er Arla Foods udviklingafdeling, som står for det praktiske arbejde i udviklingen af mælkeprodukter til astronauterne hos NASA. Det samarbejde startede i 2001 og har foreløbig mundet ud i en mælkekugle, der indeholder den samme mængde energi, protein, fedt og mineraler som et glas mælk. Desuden har de udviklet en yoghurt som er meget langtidsholdbar – faktisk hele 2 år ved stuetemperatur. Inden det blev tid til prøvesmagninger havde vi en meget interessant rundvisning på faciliteterne, hvor vi fik et indblik i de værktøjer som Arla Foods bruger for at teste og videreudvikle mælkeprodukter, oste og yoghurter. Besøget sluttede af med smagsprøver på mælkekuglerne og yoghurt samt en nyudviklet kakaomælk. Yoghurten er lidt sødere end de fleste danske smagsløg er vant til, men smagte glimrende. Astronauter og kosmonauter har derfor noget at se frem til.
Efter to meget interessante og inspirerende besøg sluttede dagen på Århus Universitet, hvor Jeffrey Davis holdt foredrag. Dette var arrangeret i samarbejde med Ungdommens Naturvidenskabelige Forening, UNF, i Århus. Mødet var velbesøgt, og der var mange spørgsmål til Jeffrey Davis. Desværre var vi nødsaget til at stoppe for at nå toget tilbage til København.
Efter 4 dage med workshop og besøg hos Damec Research, Arla Foods Innovation og Århus Universitet ser vi i organisations-komitéen tilbage og er meget glade for den gode afvikling af workshoppen. På mange måder formåede workshoppen at leve op til disse målsætninger, ikke mindst takket være en aktiv indsats fra deltagerne.
Afholdelse af en workshop som denne var kun mulig med sponsorering af en række virksomheder og offentlige institution, og det er vi i Dansk Selskab for Rumfartsforskning taknemmelige for at have modtaget. Vi håber også, at det vil være muligt, at videreføre arbejdet fremover.
Referencer
Læs om The International Space University i Dansk Rumfart nr. 55, side 20
Student Space Network findes på
http://groups.yahoo.com/group/spacestudentnetwork/

