Jens Martin Knudsen

Dansk Rumfart nr. 49 – februar-maj 2001

Jens Martin Knudsen

Den drivende kraft bag den danske Mars-gruppe

af Morten Bo Madsen, Ørsted Laboratoriet, KU

Spørger man Jens Martin Knudsen selv, vil man måske få at vide, at hans eget engagement i Mars-forskning så småt begyndte i Brasilien. Jens Martin undrede sig, idet han under et ophold i Brasilien fik lejlighed til direkte at sammenligne Mars' farve på himlen med farven på den lokale jord. Et naturligt spørgsmål var derfor om der måske kunne være et fælles træk mellem årsagerne til disse farver.

Herefter gik en rum tid, mens Jens Martin Knudsen atter hjemvendt til Danmark, koncentrerede sig om studier af meteoritter, ikke mindst jernmeteoritter, som var et naturligt emne for en ekspert i Mössbauer-spektroskopi.

Jens Martin Knudsen blev gjort til æresmedlem i Dansk Selskab for Rumfartsforskning på den nyligt afholdte generalforsamling.

Mössbauer-spektroskopi er en teknik, hvor den mest effektive isotop man kan anvende netop er jern. I forbindelse med studierne af jernmeteoritter gennemførte kolleger og studerende en række omhyggelige separationer af lameller fra disse meteoritter. Det var i forbindelse med undersøgelsen af en sådan lamel, at Jens Martin Knudsen sammen med en studerende, Jørgen Albertsen (født Petersen), opdagede, at Mössbauer spektret af denne lamel så ganske anderledes ud end spektrene af mere almindelige jern-legeringer. Der er tale om en lille, men meget karakteristisk afvigelse fra Mössbauer spektret af almindeligt metallisk jern. De separerede lameller fra jern-meteoritterne består af legeringer af jern og nikkel, og det Jørgen Albertsen og Jens Martin Knudsen opdagede var, at der i disse lameller findes en komponent, hvori den lokale symmetri omkring jern-kernerne afviger signifikant fra kubisk symmetri. Både i almindeligt ferromagnetisk rumcentreret jern og i de rustfri legeringer, der krystalliserer i den fladecentrerede form, finder man sædvanligvis jernatomet i kubiske omgivelser. Men med opdagelsen af et kraftigt quadrupolskift i Mössbauer-spektret af den undersøgte lamel, var Jens Martin straks klar over at de havde fundet en helt ny legering [Petersen et al., 1977]. Nærmere undersøgelser, bl.a. i samarbejde med G.B. Jensen, fra Afdelingen for Elektrofysik, DTU, viste, at den ordnede struktur består af velordnede lag af henholdsvis jern og nikkelatomer. Det er denne lagdeling, som giver anledning til en lille, men signifikant afvigelse fra kubisk symmetri, idet een af de kubiske akser har en lidt anden længde end de to andre [Albertsen et al., 1978]. Efter en grundig karakterisering af den ordnede legering i en lille serie af jern-meteoritter, begyndte Jens Martin at se sig omkring efter et nyt og udfordrende forskningsområde.

På det tidspunkt, sidst i 70'erne var der nogen debat om oprindelsen af en lille gruppe af meteoritter, som adskilte sig en smule fra alle andre kendte meteoritter, idet denne gruppe af meteoritter havde oxygen-isotopforhold, som gjorde at de dannede en gruppe for sig selv. Gruppen kaldes SNC-meteoritterne efter typemeteoritterne Shergotty, Nakhla og Chassigny. Efterhånden har der samlet sig så mange kraftige indicier for at disse meteoritter stammer fra Mars, at enhver anden forklaring på disse meteoritters oprindelse ville være yderst eksotisk, men på det tidspunkt da Jens Martin Knudsen igangsatte studier af disse meteoritter ved Københavns Universitet, var disses oprindelse stadig noget kontroversiel. Sammen med anvendelsen af Mössbauer spektroskopi i studierne af SNC-meteoritterne fulgte tillige indgående litteraturstudier, blandt andet af de udførlige rapporter (i tidsskrifterne Science og Journal of Geophysical Research) fra de ambisiøse Viking-missioner, som NASA gennemførte sidst i 70'erne.

Viking 2 landeren.

Hver af de to Viking-landere medbragte to forskellige sæt af magneter, nemlig een relativt kraftig magnet, som var monteret som del af en farvekalibreringsplade til stereokameraerne. Denne magnet blev udelukkende udsat for luftbåret støv, men landerne medbragte tillige et par af magneter, monteret i skovlen på prøveopsamlingsarmen: een ligesom den i farvekalibreringspladen og een noget svagere. Formålet med disse forskellige typer af magneter var at se efter om der skulle være magnetiske mineraler i Mars-støvet og overfladejorden - og om muligt at identificere den magnetiske fase. Resultaterne fra Viking landerne tillod ikke en identifikation af den magnetiske fase, men resultaterne viste, at såvel støvet som overfladejorden indeholdt en væsentlig andel af magnetisk materiale. Disse litteraturstudier inspirerede Jens Martin til en hel række ideer til nye eksperimenter, man kunne foretage i laboratorier og på Mars for at få yderligere kendskab til mineralogien af støv og jord på Mars-overfladen. Måske ikke overraskende trængte Mössbauer spektroskopi sig på som en oplagt kandidat, idet Viking-landernes grundstofanalyser blandt andet viste, at grundstoffet jern er mere hyppigt på overfladen af Mars end det er på Jordens overflade (ca. 18 at% mod 8 at%). Desuden er man ved hjælp af Mössbauer spektroskopi i stand til entydigt og simpelt at identificere en hel række jernholdige mineraler, som er af interesse i forbindelse med forsøg på at forstå Mars-overfladens historie. Ikke mindst de magnetiske mineraler har helt distinkte Mössbauer-spektre. Desuden er det muligt gennem studier af spektrenes temperaturafhængighed at udtale sig om de undersøgte krystallitters lineære dimensioner, såfremt disse er væsentligt under 100 nm.

Jens Martin talte derfor vidt og bredt om teknikkens fortrin i forbindelse med in-situ mineralogi-analyse på overfladen af Mars. Dette førte til at Jens Martin modtog en invitation til en Mössbauer workshop i Seeheim i 1987, hvor han fortalte om teknikkens muligheder, ikke kun på Mars-overfladen, men tillige mere bredt i forbindelse med studier af Solsystemets udvikling [Knudsen, 1989]. Ved dette møde deltog også nogle udsendinge fra Polen, som af det Sovjetiske Rumforskningsinstitut, IKI, var blevet bedt om at overveje nye mulige eksperimenter i nyttelasten til en planlagt fremtidig Sovjetisk rover/lander på Mars. Dette førte umiddelbart efter mødet i Seeheim til en henvendelse fra Jolanta Galazka-Friedman, Polen, herom, hvormed en forbindelse til IKI blev skabt. Jens Martin henvendte sig til Egbert Kankeleit og Göstar Klingelhöfer fra Mössbauer-gruppen i Darmstadt, idet det var denne gruppe, som havde perfektioneret det elektromekaniske hastighedsdrev, der anvendes verden over til Mössbauer spektroskopi. Det viste sig at valget af denne gruppe var måske endnu bedre end forudset, idet gruppen netop havde udviklet nogle miniature-drev til anvendelse i forbindelse med målinger i vakuumsystemer, sådan at gruppen faktisk allerede var i besiddelse af et system, der var egnet til videreudvikling til anvendelser i rummet. IKI og senere Darmstadt-gruppen præsenterede ideerne ved Lunar and Planetary Science Conference [Evlanov et al., 1991]. Samtidig modtog Jens Martin Knudsen invitation til "International Conference on the Applications of the Mössbauer Effect, 1991", som skulle finde sted i Beijing. Hertil udarbejdede Jens Martin sammen med blandt andre kolleger fra IKI en redegørelse for, hvorfor Mössbauer spektroskopi var så gunstig en teknik at anvende til studier af Mars-overfladen [Knudsen et al., 1991]. Vladimir Khromov fra IKI var gennem flere år Mars-gruppens kontaktperson til IKI.

Samtidig med udviklingen af ideerne til et Mössbauer-spektrometer på en Sovjetisk mission til Mars var en anden udvikling sat i gang: Under en workshop "The Environmental Model of Mars" i januar 1990 i Sopron, Ungarn, havde Jens Martin ved en tilfældighed sat sig ved morgenbordet sammen med nogle kolleger, som skulle vise sig at være en indirekte årsag til en overraskende udvikling i projekterne. Uden at vide, præcis hvem de var, fortalte Jens Martin meget entusiastisk disse kolleger om, hvorfor det var så vigtigt at udforske Mars. Jens Martin satte udforskningen af Mars ind i en større sammenhæng med Solsystemets dannelse og udvikling - og også med udviklingen af livet selv. Det viste sig, at disse to kolleger var Agustin Chicarro og George Scoon, som var henholdsvis ESA's Solar System Research Project Scientist og ledende designer af ESA's orbiters/sonder til udforskning af planeter og mindre objekter i Solsystemet. Begge blev så begejstrede for Jens Martin at de efterfølgende inviterede ham til at deltage i et Marsnet Science team, som skulle sammensætte en videnskabelig nyttelast til den næste Europæiske mission til Mars, som på det tidspunkt var under planlægning: Marsnet. Under et af disse Science Team møder hørte to gæster fra JPL (Jet Propulsion Laboratory, Caltech) Jens Martin Knudsen fortælle om Mössbauer spektroskopi, hvorpå de inviterede ham til at fortælle om denne teknik og dens mulige anvendelse i forbindelse med fremtidig Mars-forskning på JPL. Jens Martin accepterede invitationen og anvendte de sidste 5 minutter af 45 minutters forelæsning på JPL til at beskrive sin ide til et simpelt magneteksperiment, som ville være en slags udvidelse/fortsættelse af Viking magneteksperimenterne. Den ide fangede straks amerikanernes interesse. Forespurgt om, hvem man skulle henvende sig til for at få implementeret dette eksperiment fortalte Jens Martin at han i deres sted ville ringe til Robert B. Hargraves, som havde været Principal Investigator på "Magnetic Properties Experiment" på Viking landerne.

Sovjetunionen var på dette tidspunkt brudt sammen - og man var bekymret for om russiske eksperter skulle lade sig lokke til at arbejde for totalitære regimer, for eksempel i mellemøsten. Amerikanerne søgte derfor efter muligheder for at støtte det Russiske rumprogram - og een mulighed var at "købe" en Engineering Model af Mars-94 landeren, udruste denne med enkelte amerikanske instrumenter og sende den til Mars sammen med de to russiske landere. Nogle uger efter sit foredrag på JPL modtog Jens Martin en fax fra Robert B. Hargraves fra Princeton University, New Jersey. Faxen fortalte, at: "We have been asked by NASA Headquarters to prepare an official proposal for a magnetic properties experiment for a Mars-94 lander". Det tog det meste af en dag at overbevise Jens Martin om, at "We" i faxen dækkede over følgende to personer: Robert B. Hargraves og Jens Martin Knudsen. Under hyppig telefonisk kontakt med Robert Hargraves fik vi (Robert Hargraves, Jens Martin Knudsen, Lise Vistisen og Morten Bo Madsen) i løbet af 3 uger sammensat en "proposal". Under de intensive prøveeksperimenter fandt vi ud af at eksperimentet ville være en meget mere righoldig kilde til information om mineralogien af overfladestøvet end vi i forvejen havde forestillet os. Disse allerførste eksperimenter gav os også de første forvarsler om at fortolkningen af resultaterne af eksperimenterne nok ikke ville blive simpel.

Desværre blev kontrakten mellem Russerne og Amerikanerne vedrørende den amerikanske tredje lander aldrig underskrevet, men under Robert Hargraves' og Jens Martin Knudsen's præsentation af "Magnetic Properties Experiment" ved NASA Headquarters var en person tilstede, som skulle vise sig at være af afgørende betydning for den danske gruppes fremtid. Steven Squyres havde et kamera under udvikling, som var tænkt som panoramakameraet på en planlagt amerikansk sonde til Mars' overflade: MESUR Pathfinder. Steven Squyres spurgte Jens Martin om han var villig til at lade det foreslåede magnet-eksperiment indgå som en del af det kamera, som var under konstruktion. Vi så det som en helt enestående chance for måske alligevel at få en chance for at flyve "Magnetic Properties Experiment", så Jens Martin sagde ja tak. Vi fulgte meget interesseret udviklingen af kameraet - og var meget spændte, da der skulle vælges mellem flere forslag til hvordan dette kamera kunne konstrueres. Vi var allerede på dette tidspunkt begyndt at "drive rovdrift" på vores værksteder, og da kontrakten mellem Russere og Amerikanere faldt, steg presset fra vores akademiske kolleger om at lette trykket på værkstederne. Imidlertid støttede vores kolleger på laboratoriets centralværksted alligevel den fortsatte udvikling af instrumenter; de troede som vi, at der nok ville blive en chance igen - og i givet fald ville det være vigtigt at være velforberedt.

Budgettet for kameraet til MESUR Pathfinder var meget stramt; 5 millioner US-dollars - og det betød, at ikke alene skulle forslaget til et kamera indeholde en detaljeret teknisk beskrivelse og beskrivelse af de videnskabelige undersøgelser man havde tænkt sig at lave ved hjælp af kameraet - en vigtig del var også at anvise nedskæringsmuligheder, dersom man under konstruktionen var ved at løbe mod sikkerhedsmarginen i budgetterne. Med i opløbet var en anden amerikaner, Peter Smith, som vi på dette tidspunkt slet intet kendte til. Det viste sig at Peter Smith havde fået en mægtig god ide, idet han havde allieret sig med Uwe Keller, Max Planck Institut für Aeronomie i Tyskland - og i kraft af denne alliance ville være i stand til for en NASA-udgift på 5 millioner US-dollar at levere et kamera til en kostpris af ca. 8 millioner dollars ved at Tyskland leverede de lysfølsomme elementer (CCD'erne) og den tilhørende elektronik. Dette betød, at Peter Smith's kamera var yderst konkurrencedygtigt, specielt hvad angik de videnskabelige undersøgelser det ville være muligt at lave med dette kamera. NASA Headquarters valgte ikke Steven Squyres til at levere kameraet til MESUR Pathfinder - og dermed troede vi at det var ude med os.

De danske magneter fra Mars Pathfinder missionen.

Ikke længe efter modtog Jens Martin Knudsen dog en henvendelse fra NASA Headquarters vedrørende "Magnetic Properties Experiment": Meddelelsen fortalte, at NASA Headquarters havde valgt Peter Smiths kamera til MESUR Pathfinder - og man bad Robert Hargraves og det danske hold bag udviklingen af ideen om at samarbejde med Peter Smith for at inkludere dette eksperiment på Pathfinder. Peter Smith var meget imødekommende og modtog os på sit hold med åbne arme [Smith et al., 1994]. Vi udviklede et sæt permanente magneter, et "magnet array", med en stor indsats fra Poul Lund, Ørsted Laboratoriets Centralværksted.
Det at bygge et par metalplader med indbyggede permanente magneter vil måske for udenforstående kunne lyde som en meget simpel sag, men man skal gøre sig klart, at vi som en lille gruppe uden tidligere erfaring med den slags eksperimenter og med begrænsede midler i ryggen alligevel var klar over, at det foreslåede eksperiment ville blive meget synligt. Vi satte derfor alt ind på at prøve at forudsige mulige problemer og at sikre at kvaliteten af de instrumenter vi leverede var så god som overhovedet muligt. For eksempel viste det sig, at blot overfladebehandlingen af pladerne var et kompliceret problem. Problemet fandt sin løsning med stor hjælp fra flere sider, hvoraf her skal nævnes fire: Jacques Chevallier, Aarhus Universitet, Erik Johnson, Ørsted Laboratoriet, Emil Olldag, Ferroperm og University of Salford, England. Også Jens Martin selv gjorde et uvurderligt arbejde, både ved at finde personer, der var i stand til at løse de problemer, som vi ikke selv kunne løse - og også ved selv at lave sin del af både idebehandling og det manuelle arbejde i forbindelse med produktionen af instrumenterne.

Peter Smith foreslog yderligere et magnet-eksperiment, hvortil han ville implementere en lille lup i kameraet; dette udviklede sig til Tip-Plate Magneten, hvis formål var at se efter spontan dannelse af kæder af magnetisk materiale, som var blevet tiltrukket på magnetens overflade [Smith et al., 1997]. På Pathfinder fik vi tillige mulighed for at afprøve endnu et eksperiment, nemlig et forsøg på en bestemmelse af grundstofsammensætningen af den magnetiske fase i Mars-støvet i form af to flade magneter anbragt på de ramper, hvoraf mikro-roveren Sojourner skulle forlade landeren. Dette eksperiment havde egentlig ikke noget med kameraet at gøre. Det lykkedes imidlertid Jens Martin at overbevise Mars Pathfinder missionens Project Scientist, Matt Golombek, og en af de ledende folk på grundstofanalysatoren, Tom Economou, University of Chicago, om det afgørende i eksperimentet, hvis gennemførelse ville kræve anvendelse af APX-spektrometeret på Sojourner [Golombek et al., 1997].

MESUR var oprindelig tænkt som et fælles NASA-ESA projekt med et større antal landere, men bl.a. på grund af vanskeligheder med at koordinere finansiering både i USA og Europa faldt den europæiske del og amerikanerne besluttede alligevel at sende een lander som en engineering mission; dvs. man ville, som den første test af NASA direktør Dan Goldins ide: "faster, better, cheaper ", vise at det var muligt at lande en mission på Mars for en brøkdel af de udgifter man i sin tid havde haft på Viking-missionen. En af de vigtige parametre, som skulle sikre at budgettet holdt, var at projektets tidsforløb var begrænset til 3 år fra start af finansiering til affyring af missionen. Missionen blev nu omdøbt til Mars Pathfinder.

Som følge af det meget stramme budget for missionen, blev det muligt for Mars-gruppen at deltage også i dele af missionen, som vi overhovedet ikke havde forestillet os ville være tilgængelige for os danskere. På initiativ af Peter Smith og Jens Martin Knudsen startede nye deltagere i Mars-gruppen med at bidrage til det omfattende arbejde med at kalibrere kameraet (Imager for Mars Pathfinder, IMP). Ikke alene gav denne aktivitet gruppemedlemmerne en meget fin kontakt med vore amerikanske kolleger, arbejdet gav tillige et indgående kendskab til kameraets egenskaber og til det udviklede styringsprogrammel. Umiddelbart inden affyringen af den Delta-raket, som skulle sende Mars Pathfinder til Mars fik vi at vide, at der i foråret 1997 ville blive organiseret 3 større træningssessioner (Operational and Readiness Tests, ORTs), som vi skulle deltage i.

Carsten Trebbien, Jens Martin Knudsen og Anders Reves Dinesen i kontrolrummet på JPL.

Allerede inden 1996 var omme, havde planerne for øvelserne (Operational and Readiness Tests, ORTs) udviklet sig så meget, at der nu var i alt 8 øvelser, hvoraf den sidste ville være en generalprøve på selve landingen og de første dages mission. Formålet med disse trænings-sessioner var blandt andet at koordinere færdiggørelsen af de programmer, som skulle styre kameraet efter landingen på Mars. Stubbe Faurschou Hviid, speciale- og ph.d. studerende i Mars-gruppen, flyttede til Tucson, Arizona for at arbejde fuldtids med færdiggørelsen af programmellet til styring af kameraet. Stubbe gjorde en helt fantastisk indsats i forbindelse med disse forberedelser. Under og mellem øvelserne skulle der udvikles detaljerede planer for aktiviteter på overfladen. To specialestuderende i Mars-gruppen, Anders Reves Dinesen og Carsten Trebbien Pedersen skrev en hel backup-mission til kameraet (IMP), som blev sendt ud til landeren i god tid inden landingen. Denne backup-sekvens ville blive aktiveret, hvis det af en eller anden grund skulle vise sig umuligt at sende kommandoer til kameraet, og landeren i øvrigt var velfungerende. Der skulle tillige udvikles planer for aktiviteter i tilfælde af en hel række af forskellige andre former for alvorlige fejl, for eksempel svigt af enten up- eller down-link via en af antennerne, eller et totalt svigt af en af antennerne. Svigt af en antenne - eller dele af en antenne - ville kraftigt reducere mængden af data, som det ville være muligt at returnere under missionen. Det var derfor vigtigt at prioritere de aktiviteter, som ville være muligt under en sådan reduceret mission. De nødvendige forhandlinger undervejs udgjorde et vigtigt element i holddannelsen, og det var for os alle sammen en meget stor oplevelse på denne måde at være en integreret del af et meget stort hold med eet fælles mål: at få så meget som muligt ud af de dage Mars Pathfinder missionen ville have til rådighed på overfladen af Mars.

Hele det hold, som kom til at udgøre magnetisme-gruppen under "landed operations" i kontrolrummet på Jet Propulsion Laboratory deltog i disse aktiviteter: Jens Martin Knudsen, Robert B. Hargraves, Stubbe Faurschou Hviid, Haraldur Pall Gunnlaugsson, Anders Reves Dinesen, Carsten Trebbien Pedersen, Claus Tilsted Mogensen og Morten Bo Madsen. Walter Goetz støttede gruppens arbejde hjemmefra Danmark, hvorfra vi kunne trække på hans ekspertise vedrørende optiske egenskaber af støv. Walter ydede tillige en stor indsats ved at repræsentere gruppen i de hjemlige medier, hvor både landingen og selve missionen fik en fin dækning.

Under en af de sidste af de 8 øvelser inden landingen afleverede vi de færdiggjorte instrumenter til NASAs næste Mars landingsmission, Mars Polar Lander.

Parallelt med arbejdet med Mars Polar Lander missionen videreudvikledes kontakten til Steve Squyres, Cornell, og Jens Martin Knudsen blev co-investigator på Athena-roveren med ansvar for magneteksperimenter. Oprindelig var det meningen at Athena-roveren skulle sendes ad sted i 2001 blandt andet medbringende en drill-corer, til tests inden Sample Return Missionen (prøver retur 2008), men på grund af vanskeligheder med at klare en så kompliceret mission for et meget begrænset budget, blev det besluttet at afprøve de fleste af de videnskabelige instrumenter i Athenas nyttelast på en fast lander (hvis teknik arvedes fra Mars Polar Lander). Denne Mars Surveyor 2001 lander, skulle foruden øvelsesmodellen, Marie Curie, af micro-roveren Sojourner fra Mars Pathfinder, medbringe en videnskabelig nyttelast, som kaldtes Athena Precursor Experiment (APEX). APEX bestod af et stereokamera, et termisk emissionsspektrometer, et mikroskop-kamera og et Mössbauer spektrometer, samt en grundstofanalysator på roveren.

Desværre mislykkedes begge dele af Mars Surveyor 1998: Climate Orbiter og Mars Polar Lander. Disse tab førte til aflysning af 2001 landeren og en ændring af NASAs Mars Exploration Program: en orbiter hvert fjerde år og en landingsmission hvert fjerde år.

Til gengæld har NASA valgt at udnytte den specielt gunstige opsendelsesmulighed i 2003 til at opsende to robot-feltgeologer: to 2003 Mars Exploration Rovers. Disse rovers har samme nyttelast som var planlagt for Athena-roveren, bortset fra "drill-corer'en", som skulle have været brugt til at samle prøver til returnering til Jorden. I stedet medbringes et "rock abrasion tool", en lille slibemaskine, som vil kunne producere en ren overflade på udvalgte sten til studier med mikroskopkamera, grundstofanalysator og Mössbauer spektrometer.

Jens Martin Knudsen og resten af Mars-gruppen (som nu er "udvidet" med en stor afdeling ved Århus Universitet) forbereder derfor nu blandt andet fortolkningen af det første Mössbauer spektrum fra overfladen af Mars - og et spektrum af støv indfanget på en magnet.

Referencer:

J.F. Albertsen, G.B. Jensen and J.M. Knudsen: "Structure of taenite in two iron meteorites", Nature, 273 (1978) 453.

E.N. Evlanov, L.M. Mukhin, O.F. Prilutski, G.V. Smirnov, J. Juchniewicz, E. Kankeleit, G. Klingelhöfer, J.M. Knudsen and C. d'Uston: "Mössbauer Spectroscopy on Mars", Lunar and Planetary Science, XXII (1991) 361-362.

M.P. Golombek, R.A. Cook, T. Economou, W.M. Folkner, A.F.C. Haldeman, P.H. Kallemeyn, J.M. Knudsen, R.M. Manning, H.J. Moore, T.J. Parker, R. Rieder, J.T. Schofield, P.H. Smith and R.M. Vaughan: "Overview of the Mars Pathfinder Mission and Assessment of Landing Site Predictions", Science, 278, 1743-1747 (1997).

S.F. Hviid, M.B. Madsen, H.P. Gunnlaugsson, W. Goetz, J.M. Knudsen, R.B. Hargraves, P. Smith, D. Britt, A.R. Dinesen, C.T. Mogensen, M. Olsen, C.T. Pedersen, L. Vistisen: "Magnetic Properties Experiments on the Mars Pathfinder Lander: Preliminary Results", Science, 278 , 1768-1770 (1997).

J.M. Knudsen: "Mössbauer Spectroscopy of 57Fe and the Evolution of the Solar System", Hyperfine Interactions, 47 (1989) 3-31.

J.M. Knudsen, M.B. Madsen, M. Olsen, L. Vistisen, C.B. Koch, S. Mørup, E. Kankeleit, G. Klingelhöfer, E.N. Evlanov, V.N. Khromov, L.M. Mukhin, O.F. Prilutski, B. Zubkov, G.V. Smirnov and J.Juchniewicz: "Mössbauer Spectroscopy on the Surface of Mars. Why?", Hyperfine Interactions, 68 (1991) 83-94.

J.F. Petersen, M. Aydin and J.M. Knudsen: "Mössbauer Spectroscopy of an Ordered Phase (Superstructure of FeNi) in an Iron Meteorite", Phys. Lett., 62A (1977) 192.

P.H. Smith, D.T. Britt, L.R. Doose, R.B. Singer, M.G. Tomasko, F. Gliem, H.U. Keller, J.M. Knudsen and L.A. Soderblom: "The Imager for MESUR Pathfinder (IMP)", Lunar and Planetary Science, XXV, 1293-1294 (1994).

P.H. Smith, D. Britt, M.G. Tomasko, R. Singer, L.R. Doose, C. Chinohara, R. Reynolds, D. Crowe, R. Reid, G. Hoppa, N. Chabot, H.U. Keller, N. Thomas, D. Koschny, R. Kramm, F. Gliem, F, Rabe, P. Rueffer, R. Sullivan, R. Greeley, G. Wilson, J.M. Knudsen, M.B. Madsen, S. Hviid, W. Goetz, H.P. Gunnlaugsson, L. Soderblom, L. Gaddis, R. Kirk, W. Ward and K. Herkenhoff: "The Imager for Mars Pathfinder (IMP) Experiment", J. Geophys. Res.-Planets, 102, No. E2 (Special Mars Pathfinder Issue) 4003-4025, (1997).