Juri Aleksejevitj Gagarin

Dansk Rumfart nr. 49 – februar-maj 2001

Juri Aleksejevitj Gagarin

– den første mand i rummet

af Steen Eiler Jørgensen, Dansk Selskab for Rumfartsforskning

Den 12. april 2001 er det 40 år siden Juri Aleksejevitj Gagarin blev verdens første menneske i rummet. Han forlod Jordens overflade fastspændt i sit lille rumskib, Vostok, på toppen af en R-7-raket. Få timer senere var Gagarin verdensberømt. For mange var dette kun begyndelsen. Gagarins korte rumrejse markerede for alvor startskuddet til rumkapløbet, som blev en vigtig del af den kolde krig, og kulminerede med USA's månelanding i 1969. Men for Gagarin selv var det hele overstået inden det rigtigt kom i gang. Gagarin fløj aldrig selv i rummet igen, og selvom sovjetisk rumfart endnu oplevede nogle gode år, blev de hurtigt indhentet og overhalet af USA. Da han to dage efter sin rumtur lod sig hylde fra toppen af Lenins mausoleum sammen med sin familie og generalsekretær Nikita Krusjtjov, var han næppe klar over, at hans karriere allerede havde toppet. Fra nu af kunne det kun gå ned ad bakke.

Den 12. april 2001 blev Juri Aleksejevitj Gagarin det første menneske i rummet.

Flyinteresseret bondedreng
Juri Gagarin blev født den 9. marts 1934. Hans forældre var bønder, der arbejdede på et kollektivt landbrug. Da Gagarin var seksten år og færdig med skolen, hvor han især havde udvist interesse for matematik og fysik, fik han en lærlingeplads på et stålværk i Moskva. Efter et lille års tid fik han så godt et skudsmål fra sin formand, at han blev udvalgt til en ny teknisk skole i Saratov, hvor han skulle lære om traktorer. I Saratov meldte han sig ind i en flyveklub, der havde et gammelt canvas-beklædt Yak-18 træningsfly og en flyveplads lidt uden for byen. Mens han gik på teknisk skole, lærte han at flyve Yak-18'eren i sin fritid. Da hans uddannelse var afsluttet i 1955 var han ikke længere særlig interesseret i traktorer, og søgte derfor ind på hærens flyverskole i Orenburg.
Mens han var i Orenburg mødte han Valentina Gorjatjeva, som han forelskede sig i, og de begyndte at komme sammen. I februar 1956 blev han sergent, og i marts 1957 fløj han sin første solotur i et MiG-15 jetfly. Det gjorde ikke stort indtryk på Gagarin, da Sovjetunionen den 4. oktober 1957 opsendte Sputnik - verdens første kunstige satellit. Han havde travlt med sine afsluttende eksaminer, og var også meget optaget af forberedelserne til sit og Valentinas bryllup, der skulle finde sted den 27. oktober. Kort efter brylluppet afsluttede Gagarin flyveskolen i Orenburg og blev løjtnant. Herefter gjorde han tjeneste i et par år ved flyvebasen i Nikel ikke langt fra Murmansk. Mens han var her, blev han rekrutteret til det nye rumprogram. Han fortalte kun sin kone, at han skulle til at flyve nogle nye typer fly, og at de skulle bo lidt uden for Moskva. Valentina var bare lykkelig for at forlade Nikel, 300 km nord for polarcirklen.

Hvem bliver den første?
I Stjernebyen mødte Gagarin alle de andre berømte personligheder fra den allerførste tid: Sergej Korolev, som blandt meget andet havde konstrueret Vostok-rumkapslen, Gagarin skulle flyve i, og hvis eksistens blev holdt tophemmelig næsten til afslutningen af den kolde krig; Gherman Titov, som var lige ved at blive den første mand i rummet, men blev slået i sidste ende af Gagarin; og Aleksej Leonov, som senere blev den første, der foretog en rumvandring. I løbet af tiden i Stjernebyen lurede kosmonauterne på hinanden, og spurgte sig selv: Hvem bliver den første? Måske lige med undtagelse af Gagarin. Han optrådte altid så selvsikkert, at mange i dag mener, at han inderst inde hele tiden vidste, at han skulle blive den første.
Kampen stod det sidste lange stykke tid mellem Gagarin og Titov. Gagarin var varm, engageret og humoristisk, men gjorde tit fjollede og uovervejede ting, og var ikke bange for at sige sine foresatte imod. Titov var mere tillukket og reserveret, til gengæld gik han højt op i at følge sine ordrer til punkt og prikke, og stillede aldrig spørgsmål til sine overordnedes befalinger. Dertil kommer, at Gagarin var af en bondefamilie, mens Titovs far var skolelærer, og Titov var meget stolt af, og lagde aldrig skjul på, at han kom fra en intellektuel familie. Det passede naturligvis bedst ind i de socialistiske idealer, at det skulle være bondedrengen, der blev verdens første mand i rummet, men af et brev fra chefen for kosmonauttræningscentret, Nikolaj Kamanin, fremgår det, at Titov, efter Kamanins mening, har en stærkere karakter, og at det var vigtigt at gemme en stærkere kosmonaut til en efterfølgende 24-timers rumrejse. Den endelige beslutning involverede selvfølgelig også generalsekretær Nikita Krustjov, som også var af bondeslægt, og havde samme humor og charme som Gagarin.

Gagarins Vostok-1 raket kort efter starten.

I kredsløb
Gagarin havde fået lov til at fortælle Valentina, at han skulle sendes i kredsløb om Jorden. Men han havde fortalt hende, at han skulle op den 14. april, så hun ikke ville bekymre sig på selve dagen. Flyvningen i sig selv gik godt. Affyringen var uden problemer, og de halvanden times kredsløb forløb også godt, bortset fra, at man havde monteret en kraftig lampe, der lyste mod Gagarins ansigt, så man kunne se ham på tv i løbet af turen. Lampen skinnede Gagarin i øjnene, så han havde svært ved at se ud af vinduerne, men han havde ingen problemer med at se Jorden, den flotte, blå farve og Jordens krumning; og Solen, der også af og til kom ind ad vinduerne. På hans radiobeskeder til jordstationen kunne man høre, at han var begejstret over den smukke udsigt. Bortset fra Valentina var Gagarins familie fuldstændig uvidende om rumrejsen. Han havde fortalt sin mor, at han skulle på forretningsrejse. Da hun havde spurgt, hvor han skulle hen, havde han svaret: "Langt væk".

Officielt gik landingen godt. Men efter turen fortalte Gagarin til en speciel komité, at nedturen gennem Jordens atmosfære langtfra gik som planlagt. Kort efter den raketaffyring, som skulle nedbremse Vostok, skulle den øverste del af rumskibet, hvor Gagarin sad, separere fra den nederste del, der indeholdt raketmotorer, brændstoftanke og styreelektronik. Men selvom de to dele af Vostok separerede, holdt en masse kabler stadig sammen på rumskibet. Dette medførte, at Vostok begyndte at rotere vildt og ukontrollabelt, og da rumskibet begyndte at indtræde i atmosfæren, mærkede Gagarin at der blev meget varmt i kabinen, nu da varmeskjoldet ikke vendte den rigtige vej. Desuden hørte han en høj, knitrende lyd. Under denne fase var der ingen radiokontakt med jordstationen, så der var sandsynligvis ikke andre end Gagarin, der var klar over, at der var noget galt. På grund af de høje temperaturer brændte kablerne til sidst over med det resultat, at den lille kugle, Gagarin sad i, blev slynget sidelæns, og begyndte at rotere endnu hurtigere. På et tidspunkt var rotationen så kraftig, at Gagarin var ved at miste bevidstheden. Til sidst - i ca. syv kilometers højde - aktiverede Gagarin katapultsædet, blev skudt ud af kapslen, og udfoldede sin faldskærm.

Gagarin selv landede ikke langt fra en kvinde og hendes lille datter, som var ude at arbejde i marken. Gagarin fortæller selv, at de var lidt skræmte over han stærkt orangefarvede rumdragt, og at han råbte til kvinden: "Jeg er en ven, kammerater! En ven!" Kvinden spurgte: "Kommer du fra det ydre rum?" og Gagarin svarede: "Ja, det gør jeg faktisk!" Kort tid derefter kom nogle mænd til, som havde hørt eksplosionen, da de eksplosive bolte på Vostok havde sprængt, så Gagarin kunne komme ud. Kun ét år tidligere havde Sovjetunionen skudt et amerikansk U2-spionfly ned over sovjetisk territorium og taget piloten, Gary Powers, til fange. Ifølge nogle historier var de tililende mænd fjendtlige overfor Gagarin, fordi de troede, han var en spion, indtil de så, at der stod CCCP på hans rumdragt. Gagarin præsenterede sig: "Lad os hilse på hinanden. Jeg er den første rummand i verden, Juri Aleksejevitj Gagarin."

Gagarin og Khrusjtjov på Lenin-mausolæet i Moskva.

Verdensberømt på en time
Pressen var hurtigt over Gagarin. Hans beskrivelser af rummet var svære for folk at forstå. Dels ideen om en solopgang og -nedgang hver 1½ time, dels når han fortalte om "Jordens skygge" - folk var ikke vant til rumfart dengang, som vi er det i dag, og kunne simpelthen ikke forstå disse begreber. To dage efter landingen blev Gagarin hyldet af begejstrede folkemængder på den røde plads i Moskva. Gagarin selv, hans familie og Nikita Khrusjtjov stod på toppen af Lenins mausoleum. Gagarin holdt en tale, som han afsluttede med en hyldest til Khrusjtjov. Fra det øjeblik blev Gagarin en vigtig del af Khrusjtjovs image.

I løbet af de næste mange måneder bestod Gagarins liv af én ting: rejser. Han rejste rundt i hele Sovjetunionen, derefter til de østeuropæiske lande, og derefter rundt i hele verden. Rejseprogrammet var hårdt, og Gagarin havde travlt. Men nu var han ikke længere aktiv kosmonaut. Gagarin følte sig i stigende grad reduceret til kransekagefigur, og savnede flyvningen, træningen og livet som anonym. Det hjalp ikke, at han kort efter sin rumtur var blevet forfremmet til oberst. Gagarin blev frustreret, og begyndte at drikke temmelig meget til receptionerne - desuden blev han mere egenrådig og opsætsig. Gagarins overordnede var bekymrede, men regnede med, at han selv ville kunne genvinde sin ellers så berømte disciplin. Lige indtil den dag, det gik helt galt.

Episoden på Foros
I september 1961 var Gagarin på ferie sammen med sin familie, de andre kosmonauter, en række personer med tilknytning til det sovjetiske rumprogram, og deres familier. De boede alle sammen i badebyen Foros på Krim, hvor Khrusjtjov havde stillet sit sommerhus, der var et helt lille sanatorium, til rådighed. Gagarin, og de andre kosmonauter for den sags skyld, opførte sig ikke særlig pænt. Dels drak de meget, og holdt vilde fester til langt ud på natten. Dels var Gagarin særdeles grov over for sin kone, Valentina. De skændtes tit under opholdet, og Gagarin efterlod tit sin kone grædende.

En aften forlod Gagarin selskabet for at opsøge en sygeplejerske, som arbejdede på sanatoriet. Han gik ind på hendes værelse, hvor hun opholdt sig, og låste ikke døren efter sig. Hvad der foregik vides ikke, men kort efter kom Valentina i hvert fald ind i rummet, og Gagarin valgte hurtigt og resolut at hoppe ud fra værelsets balkon, der lå i første sals højde. Gagarin var landet uheldigt, og havde slået panden imod en flise. Han var så hårdt kvæstet i ansigtet, at den første på stedet troede, at han havde skudt sig. Gagarin blev opereret med det samme, hvor splinter af kraniet blev fjernet. Episoden efterlod et markant ar over Gagarins øjenbryn; Gagarin genoptog hurtigt sit rejseprogram og det øvrige arbejde i rumprogrammet , men fortsatte med at drikke.

Nye tider
I oktober 1964 blev Khrusjtjov afsat ved et regulært kup, og Leonid Bresjnev blev den ny leder af Sovjetunionen. Khrusjtjov havde været en meget karismatisk leder, og en personlig ven af Gagarin. Da den køligere Bresjnev med den langt mere uforsonlige politik overtog ledelsen af Sovjetunionen, blev alle Gagarins forbindelser med Kreml afbrudt. Gagarins forpligtelser svandt hurtigt ind, og mange af hans udlandsrejser blev aflyst. Bresjnev var ligeglad med Gagarin; for ham var Gagarin en af Khrusjtjovs venner, og Bresjnev kunne ikke fordrage Khrusjtjov. Desuden repræsenterede Gagarin det venlige og fredssøgende Sovjetunionen, og Bresjnev var bestemt ikke indstillet på en venlig og fredssøgende politik overfor vesten - tværtimod; Bresjnev indledte hurtigt historiens største kaprustning med atomvåben.

Gagarins kærlighed til sit fædreland og entusiasme overfor verdensomspændende kommunisme begyndte så småt at køle af, og komplet desillusioneret blev han, da Sergej Korolev døde. Korolev havde designet alle raketter og rumskibe til det sovjetiske rumprogram, og havde været som en far for alle kosmonauterne - de elskede ham alle hengivent. Kort før sin død fortalte han Gagarin og Aleksej Leonov, at han havde været i fangelejr i sine unge dage. Uskyldig anklaget og dømt for noget, han ikke havde gjort, måtte han tilbringe ti år i en arbejdslejr i Sibirien. Her måtte han underkaste sig umenneskelige forhold og blev ofte tortureret. Gagarin var dybt rystet, og da Korolev kort efter døde, efterlod det en meget desillusioneret Gagarin. Til gengæld genvandt han nu sin disciplin, og lagde nu meget energi i rumprogrammet.

Den sidste flyvetur
I februar 1968 var Gagarin muligvis på tale som leder af det nye kosmonautcenter i Stjernebyen. Gagarin var stadig meget optaget af at flyve jetfly, men efter sin første rumtur i 1961 havde han haft et absolut minimum af timer i luften - dels fordi han havde travlt med alt muligt andet - dels fordi man af politiske hensyn ønskede at beskytte Gagarin mod ulykker. Men som mulig leder af et kosmonautcenter - for piloter - mente han selv, at han nu havde en rigtig god grund til at få lidt mere luft under vingerne. Den 27. marts 1968 fløj han i et to-personersfly sammen med Vladimir Serugin, som var en yderst trænet og erfaren pilot. Vejret var dårligt: regn og slud og skyer ned til 450 meters højde. Da man mistede radiokontakten med flyet, sattes en eftersøgning i gang, og man fandt hurtigt et rygende krater dybt inde i en skov. Flyet - såvel som både Serugin og Gagarin - var splittet til atomer, og bittesmå stumper var spredt over et temmelig stort område. Størsteparten af flyet havde gravet sig flere meter ned i jorden. Efterfølgende undersøgelser af cockpittet viste, at Serugin og Gagarin kort før styrtet havde kæmpet en voldsom kamp for at rette flyet op, samt at det næsten var lykkedes for dem. Det store spørgsmål var, hvorfor de havde mistet kontrollen med flyet i første omgang. Den eneste del af flyet, man aldrig fandt, var plexiglastaget over cockpittet. Man fandt rammen, men langt den største del af plexiglasset blev aldrig fundet. Dette ligger til grund for den officielle forklaring på styrtet: at flyet kolliderede med en vejrballon, som ødelagde flyets plexiglastag.

Hændelsesforløbet forklarer imidlertid ikke denne mystiske detalje: Aleksej Leonov, som befandt sig udendørs på den nærliggende flyvebase, da flyet styrtede ned, fortalte, at han tydeligt hørte både en eksplosion og et lydmursbrag. Den gamle MiG-15, Gagarin og Serugin fløj i, var ikke et overlydsfly. Øjenvidneskildringer fra personer i området har fortalt, at de hørte et brag, og derefter så et fly, med ild ud af halen, som strøg næsten lodret opad. Da disse personer blev forevist billeder af fly, udpegede de næsten alle et Sukhoi SU-11, et moderne overlydsfly med efterbrænder. MiG-15'erne havde ikke efterbrænder, og ville derfor aldrig kunne ses med ild ud af halen. Forklaringerne mere end antyder, at et SU-11 var meget tæt på at kollidere med MiG-15'eren, og derefter strøg til himmels. Der var SU-11'ere i området, men de havde fået instrukser om at holde sig over 10 km's højde. I dag regnes det for den mest sandsynlige forklaring, at styrtet skyldtes en meget tæt forbiflyvning af Serugin og Gagarins fly og en SU-11.

Gagarin selv var engageret og humoristisk, pligtopfyldende og samvittighedsfuld: et godt menneske. Desværre nåede han ikke at opleve den måske største triumf i den bemandede rumfarts nu 40-årige historie: at det er lykkedes for de største nationer på Jorden i enighed og samhørighed at påbegynde verdens største internationale samarbejdsprojekt i fredstid: den internationale rumstation. Gagarins første rejse rundt om Jorden markerede startskuddet til den bemandede rumfart, som har bragt mennesket til Månens overflade, og som nu har ført til en permanent tilstedeværelse i kredsløb om Jorden.

Kilde: Jamie Doran & Piers Bizony: Starman – The true story behind the legend of Yuri Gagarin