IAF
den Internationale Astronautiske Føderation
Den Internationale Astronautiske Føderation (IAF) er en ikke-statslig sammenslutning af nationale foreninger, institutioner og industrielle firmaer. Ved stiftelsen i 1950 havde IAF 11 medlemmer, men er idag oppe på over 129 medlemmer i 46 lande. IAFs formål, som de fremgår af vedtægterne, er at fremme udviklingen af rumfartsvidenskaben til fredelige formål, at støtte udbredelsen af teknisk information, at stimulere offentlighedens interesse for rumfart ved hjælp af de vigtigste massemedier, at støtte astronautisk forskning, at sammenkalde kongresser og videnskabelige møder, og at samarbejde med andre organisationer indenfor alle aspekter af natur-, tekniske og samfundsvidenskaber med relation til astronautikken og den fredelige udnyttelse af det ydre rum.
På et møde i midten af halvtredserne i København fremlagde russiske videnskabsmænd for første gang deres planer om at opsende en ubemandet satellit, Sputnik. Der var dog ikke mange, som tog det alvorligt, og derfor kom opsendelsen af Sputnik i 1957 som en komplet overraskelse for de fleste.
I 1960 stiftede IAF Det Internationale Astronautiske Akademi (IAA) og Det Internationale Rumlovsinstitut (IISL), som arbejder tæt sammen med Føderationen, skønt de fungerer uafhængigt.
Føderationen arrangerer en International Astronautisk Kongres hvert år i et nyt land. Kongresprogrammet omhandler de opnåede fremskridt og de problemer, som de forskellige astronautiske retninger beskæftiger sig med. Proceedings fra kongresserne udgives af Det Internationale Astronautiske Akademi i de tekniske sektioner af IAF/IAAs tidsskrift, Acta Astronautica.
International Astronautical Federation
3-5 Rue Mario-Nikis,
75015 Paris, France
Telefon: +33 1 45 67 42 60
Telefax: +33 1 42 73 21 20

| Yderligere oplysninger hos | Bjarne M. Johansen Telefon 5192 2855 E-mail bjarne|at|rumfart.dk |
Denne side er sidst opdateret 2. april 2002

