Venus
Venus er en af de fem klassiske planeter, der har været kendt siden oldtiden. Venus er opkaldt efter den græsk-romerske kærlighedsgudinde. Med en middelradius på 6.051 km kaldes den ofte for „Jordens tvilling”, fordi deres radier er næsten ens. Venus’ middelafstand til Solen er 108 millioner kilometer eller 0,723 astronomiske enheder. Venus er dermed den næstnærmeste planet regnet fra Solen. Venus er samtidig den planet, som kommer Jorden nærmest. Venus bruger 225 døgn til et omløb om Solen.
Venus har spillet en rolle flere gange i videnskabens historie. Første gang i antikken, idet man havde et navn for den som morgenstjerne og et navn for den som aftenstjerne. Siden opdagede man, at det var den samme planet. Senere har filosoffer udnyttet dette til at indse, at det at sætte navn på noget, også kan rumme erkendelse.
Venus viser faser, som kan ses i en lille kikkert fra Jorden, som Galileo gjorde det i 1600-tallet. Venus’ faser blev dermed et argument for det heliocentriske verdensbillede.
Før rumalderen var det en udbredt opfattelse, at overfladeforholdene på Venus var gunstige for liv. Venus er altid dækket af skyer, og ingen overfladedetaljer var kendt før de første rumsonder til Venus. Den første rumsonde med Venus som mål var Venera 1, der blev opsendt 12. februar 1961 – før Gagarins berømte tur. Forbindelsen til denne sonde blev dog tabt, inden den nåede Venus. Den første vellykkede sonde til Venus, og den første vellykkede planetmission overhovedet, var Mariner 2. Mariner 2 blev opsendt 27. august 1962 og nåede Venus 14. december 1962, hvor den fløj forbi Venus.
Mariner 2 ændrede opfattelsen af overfladeforholdene på Venus radikalt. På overfladen er temperaturen 500°C og trykket over 90 atmosfære. Bemandede rejser til Venus vil ikke være mulige med nogen idag kendt teknologi. Venus er siden blevet besøgt af utallige rumsonder. Nogle har foretaget landinger på overfladen, andre har udsat balloner i atmosfæren, og der har været rumsonder i kredsløb om Venus, som har kortlagt overfladen. Kontinenter på Venus er opkaldt efter gudinder, kratere og lignende opkaldes efter kendte afdøde kvinder.
Den første bløde landing på en anden planet var den sovjetiske sonde Venera 7, der 15. december 1970 landede på Venus’ overflade. Den første landsætning af en ballon i en anden planets atmosfære var de sovjetiske Vega-sonder, der blev opsendt henholdsvis 15. og 21. december 1984. Sonderne nåede Venus 11. og 15. juni 1985, hvor de sendte balloner med måleinstrumenter ned i Venus’ atmosfære. Rumsonderne fortsatte videre til mødet med Halleys komet. Ballonerne tilbagelagde omkring 11.000 kilometer i Venus’ atmosfære. Det var første gang, et transportmiddel med stor aktionsradius var blevet landsat på en anden planet – eller et andet himmellegeme for den sags skyld. Ballonerne med tilhørende udstyr var udviklet i et samarbejde mellem Sovjetunionen og CNES (Frankrig). Den sidste sonde med Venus som mål var NASAs Magellan-sonde, der blev opsendt fra rumfærgen Atlantis 4. maj 1989. Den 10. august 1990 gik den i kredsløb om Venus og begyndte en meget nøjagtig radaropmåling af Venus’ overflade. Magallan kan opløse detaljer helt ned til 120 meter. Den 12 oktober 1994 blev missionen afsluttet ved at sonden brændte op i Venus’ atmosfære. Inden da havde Magallan dog fungeret meget længere og foretaget en måleserie meget længere end planlagt.
Sidst Venus blev brugt til en gravity assist-manøvre var rumsonden Galileo. Der findes planer for nye Venus-missioner, og Venus vil utvivlsomt blive brugt i forbindelse med fremtidige gravity assist-manøvrer.
Billeder af Venus i forskellige bølgelængdeområder
Rumsonder til Venus:
Kosmos 96
Magellan
Mariner 1 og 2
Mariner 5
Mariner 10
Pioneer 5
Pioneer Venus
Vega 1 og 2
Venera 1961A (Sputnik 7)
Venera 1962A
Venera 1962B
Venera 1962C
Venera 5, 6, 7 og 8
Venera 9, 10, 11, 12, 13 og 14
Venus Express
Zond 1
Venusforskningens historie
For hundrede år siden lykkedes det Planck at fremkomme med en generel beskrivelse
af, hvorledes et legeme udstråler varme. En udløber heraf er Stefans lov, som fortæller, at et absolut
sort legeme udsender en varmestråling, som er proportional med fjerde potens af den absolutte
temperatur. Dette indgik tidligt i klimatologien, hvor man udfra et groft skøn over Jordens albedo
kunne udregne, at hvis Jorden havde været uden atmosfære, ville dens gennemsnitstemperatur
være omkring −23°C. Den målte gennemsnitstemperatur ligger omkring +15°C.
For Mars giver en tilsvarende udregning cirka −70°C uden atmosfære,
mens den målte ligger på omkring −30°C. Samme udregning giver for Venus en temperatur
på +21°C. Fra teleskoper på jordoverfladen kan man ikke studere Venus’ overflade,
fordi Venus altid er dækket af skyer. Men udfra ovenstående betragtninger kunne man skønne
overfladetemperaturen på Venus til at være +60°C. I første halvdel af forrige århundrede var
Venus derfor en realistisk kandidat for et sted med liv udenfor Jorden – faktisk den eneste udover
Mars. Science fiction-forfattere fra første halvdel af forrige århundrede fyldte da også Venus med
mærkelige beboere. Der var endda folk, som påstod de havde mødt mennesker fra Venus, og at
de havde været på Venus, hvor der levede mennesker ligesom på Jorden.
De første antydninger af, at forholdene på Venus ikke var så behagelige som beregningerne antydede, kom fra radarmålinger fra Jorden i 1950’erne. Nogle bølgelængder af radiobølger kan gå gennem skyerne på Venus, og de viste tilsyneladende, at overfladetemperaturen var helt oppe på +300°C. Det kunne dog være svært at tage denne oplysning for gode varer. Det helt store chok kom så den 14. december 1962, hvor Mariner 2 fløj forbi Venus som den første vellykkede rumsonde til en fremmed planet. Målingerne afslørede en overfladetemperatur på omkring +400°C! Senere rumsonder har justeret denne temperatur – opad, så man nu mener, at temperaturen ligger omkring +500°C. Senere målinger fra rumsonder har bestemt trykket til omkring 90 atmosfære. Venus ændrede sig med et slag fra at være topkandidat for liv udenfor Jorden til at være den mest livsfjendske planet i solsystemet.
Er Venus ikke længere nogen kandidat for liv udenfor Jorden, og ej heller for en bemandet mission, så lagde det ikke en dæmper på Venusmissionerne. Ikke mindst det tidligere Sovjetunionen, men også NASA gennemførte i løbet af den kolde krig en lang række yderst vellykkede missioner til Venus. I 1960’erne var der et par fiaskoer, men ellers var alle Venusmissionerne succeser – i skarp modsætning til de samtidige Mars-missioner, som næsten altid mislykkedes. Allerede i 1967 forsøgte Sovjetunionen en blød landing på Venus. Sonden nåede dog ikke overfladen inden den blev ødelagt, men den sendte data fra målinger i atmosfæren. Den 22. oktober 1975 sendte Venera 9 billeder fra overfladen af Venus. Det var faktisk før Viking-sonderne sendte de første billeder fra overfladen af Mars. I 1978 sendte NASA rumsonden Pioneer Venus imod Venus, og den delte sig i fem forskellige landingsmoduler, der landede fem forskellige steder på Venus. Noget tilsvarende er aldrig forsøgt på nogen anden klode. I marts 1982 blev der taget farvebilleder fra overfladen af Venus af rumsonderne Venera 13 og Venera 14. Ved samme lejlighed blev jordprøver undersøgt af samme rumsonder, og de viste, at Venusoverfladen på det sted bestod af basalt. I 1984 passerede sonderne Vega 1 og 2 Venus på deres vej til komet Halley. På vejen kastede de to sonder ned i atmosfæren på Venus. De to sonder indeholdt hver en ballon, og blev dermed de eneste luftfartøjer, der nogensinde er landsat på en fremmed klode. Ballonerne drev rundt i Venus atmosfære i flere måneder før deres målinger ophørte. Den 4. maj 1989 sendte NASA rumsonden Magellan afsted imod Venus. Den 10. oktober 1990 ankom den til Venus og begyndte sine opmålinger af topografien på Venus ved hjælp af radar. Det havde flere sonder gjort før Magellan, der blot var den seneste af en række sonder, der har kortlagt topografien på Venus med stadig større nøjagtighed. Oktober 1991 gik Sovjetunionen i opløsning. Der var oprindeligt kun planlagt en opmåling af Venus med Magellan, men den gennemførte hele fire før den sluttede den 13. oktober 1994. Siden har der ikke været missioner med Venus som deres mål.
Venus var den første planet, der blev brugt til en gravity assist-manøvre. Første gang det skete var med rumsonden Mariner 10, der den 5. februar 1974 brugte Venus til at komme videre til Merkur. I 1984 brugte Vega-sonderne Venus til at komme videre til komet Halley. Den 10. februar 1990 brugte Galileo-rumsonden Venus til at få ekstra fart på så den kunne nå Jupiter. Tilsvarende brugte Cassini-Huygens-rumsonden Venus til at få ekstra fart ved to forbiflyvninger, en den 26. april 1998 og igen den 24. juni 1999. For begge de to sidste rumsonder gælder det, at de oprindeligt ikke blev designet til at passere Venus, hvorfor de kun i meget begrænset omfang kunne udføre interessante målinger i Venus’ nærhed.
Sovjetunionens sammenbrud satte en stopper for kappestriden. I tilfældet udforskning af Venus havde den været relativt jævnbyrdig, og ville sikkert være fortsat, hvis ikke Sovjetunionen var brudt sammen. I nogle tilfælde fører en sådan teknologisk kappestrid til projekter med uhæmmede udgifter; men i tilfældet udforskningen af Venus var det næppe tilfældet. Rent teknisk kunne missioner godt være fortsat med at bryde nye grænser. Således forelå der i 1986 planer om missioner til Venus, hvor NASA ikke blot ville hente prøver af Venus’ atmosfære, men også af Venusoverfladen. Ideen var at lande på overfladen med en sonde, der borede en prøve ud af overfladen. Derefter blev en varmluftsballon blæst op og den løftede prøven op til et automatisk fly. Flyet transporterede prøven videre til en større ballon, der igen havde en tretrinsraket. Denne raket bragte prøven i kredsløb om Venus, hvor den blev koblet sammen med en sonde i bane om Venus. Denne sidste sonde kunne så starte og føre prøven tilbage til Jorden. En yderst omstændig og vanskelig plan, men det er vel ikke udelukket, at den kunne bringes til at virke. Som udviklingen er nu, må en sådan mission nok anses for udelukket, og prøver af Venusoverfladen vil ikke blive taget før om rigtig mange år.
Links:
http://seds.lpl.arizona.edu/nineplanets/nineplanets/venus.html
http://www.solarviews.com/eng/venus.htm
http://nssdc.gsfc.nasa.gov/planetary/planets/venuspage.html
Denne side er sidst opdateret 15. maj 2003