Eugen Sänger
(1905-1964)
Eugen
Sänger (1905-1964) var en østrigsk ingeniør, som startede som videnskabelig
assistent ved Wiens tekniske højskole i 1932. Her arbejdede han med udvikling
af raketmotorer drevet af flydende brændstoffer, og fastlagde nogle af de
teknisk-videnskabelige principper for konstruktion af sådanne raketter. I 1933
udgav han bogen "Raketenflugtechnik".
I 1936 blev han leder af det tyske flyvevåbens forsøgsstation i Trauen, der lukkedes af Göring igen i 1942. Men i den periode skete der en række nyudviklinger; således udvikledes ramjet-motoren til en brugbar version. Sänger skrev sammen med fysikeren Irene Bredt et memorandum om et raketfly, der skulle kunne nå til USA fra Tyskland ved at slå smut over atmosfæren. Lige inden lukningen af centret forelagde der planer om et kæmpemissil med en rækkevidde på 12.000 kilometer. Dette skulle have et andet trin, der kunne slå smut over atmosfæren, og piloten skulle springe ud i faldskærm lige før målet. Trin 1 i denne konstruktion skulle have en motor med en trykkraft på mere end 1.000.000 N, hvilket ville være rigeligt for en raket, der skulle sende en satellit i kredsløb om Jorden. Hans planer om dette meget langtrækkende missil fik iøvrigt Stalin til at iværksætte forsøg på at fange ham; det lykkedes dog ikke. Efter krigen var Sänger i USA i 1945-1955 og senere i Schweiz.
![]() Eugen Sänger sammen med matematiker og senere hustru, Irene Bredt, i deres forskningslaboratorium i Trauen under 2. Verdenskrig. |
Skønt Eugen Sänger således har spillet en væsentlig rolle ved udviklingen af de væskedrevne raketter, som gjorde den første satellitopsendelse mulig, så er han nok mest kendt for sit forslag til et genbrugeligt opsendelsessystem. I dette skulle man kombinere udviklingen af et overlydspassagerfly med udviklingen af et genbrugeligt opsendelsessystem. Det var et totrinssystem, hvor første trin skulle starte fra en almindelig flyveplads og samtidig være et overlydspassagerfly. Trin 1 skulle være videreudviklingen af et fly, drevet af en ramjet-motor. Trin 2 skulle så være et mindre raketfly, som så skulle kunne gå i lav bane om Jorden, og bagefter bremse op, og efter en glideflugt lande på en almindelig flyveplads. Forslaget har haft det med at dukke op en gang imellem; således optræder det i Spaceflight juni 1987 i artiklen "Future Spaceplanes". Forslaget er efterhånden ikke så interessant: Overlydpassagerfly er for længst udviklet, så det er ikke længere så tillokkende at kombinere en sådan videreudvikling med et rumfartssystem. Derudover er et system med kun et trin til at komme i kredsløb om Jorden rykket så tæt indenfor mulighedernes rækkevidde, at konceptet ikke virker tidssvarende mere. Så forslaget bliver nok aldrig til virkelighed. Eugen Sänger har også udført en del arbejde indenfor foton- og ionraketter.
Links:
Eugen Sängers Amerika Bomber
American Institute of Aeronautics and Astronautics - History of Flight: Eugen Sänger
German Rocketry Pioneers
Denne side er sidst opdateret 14. april 2002


