Missioner til det ydre Solsystem
Den 5. september 1977 blev Voyager 1 opsendt med en Titan III-raket fra Cape Canaveral. Den 5. marts 1979 passerede Voyager 1 planeten Jupiter og den 12. november 1980 passerede den planeten Saturn.
Den 20. august 1977 blev Voyager 2 opsendt med en Titan III-raket fra Cape Canaveral. Den 9. september 1979 passerede Voyager 2 planeten Jupiter, den 25. august 1981 passerede den planeten Saturn, den 30. januar 1986 passerede den planeten Uranus og den 24. august 1989 passerede den planeten Neptun.
både Jupiter og Saturn har haft besøg af rumsonder efter Voyager-sonderne; men både Uranus og Neptun har ikke haft besøg af andre rumsonder end Voyager 2 endnu langt ind i det 21. århundrede.
Hver af opsendelsesraketterne vejede fra starten 650 tons. De bestod nederst af en to-trinsraket Titan IIIE, som var forsynet med et øvre trin i form af en Centaur-raket og 2 faststofboostere. Centaur-raketten havde så yderligere en faststofraket på 1100 kg, som igen havde en voyager-sonde som nyttelast. Selve Voyager-sonderne vejede hver 825 kg hvoraf godt 100 kg var styrebrændstof.
Udover en stor antenne til kommunikation med Jorden var sonderne udrustet med en række forskellige instrumenter. Det vigtigste var to TV-kameraer, der hver var udrustet med forskellige filtre. Udover klare filtre havde det ene et orange, grønt, blåt, et violet og et ultraviolet. Det andet havde udover det klare et orange, grønt, blåt og violet. Derudover var sonderne udrustet med et spektrometer både i det infrarøde og det ultraviolette område samt udstyr til at måle lysets polarisation. Sonderne havde udstyr til at måle elektriske og magnetiske felter, foruden udstyr til at måle radiobølger. Endelig havde voyagersonderne udstyr til at bestemme partikelstrålingen herunder solvinden og dele af den kosmiske stråling.
Voyagersonderne udnyttede det faktum, at de ydre planeter dengang næsten stod på linie, så man kunne udnytte den ene til at få et skub i retning af den næste. En sådan situation indtræffer kun en gang hvert 177. år. Det ser da også ud til at der vil gå rigtig mange år før Uranus og Neptun atter får besøg af en rumsonde. Indtil da vil Voyager 2s målinger være hovedkilden til oplysninger om forholdene i omegnen af disse to store planeter herunder forholdene på deres måner. Neptuns store måne Triton viste sig overraskende at have vulkansk aktivitet.
Voyagersonderne medfører hver en pladespiller og en platin-plade og en vejledning i at bruge pladespilleren. vejledningen skulle kunne bruges af eventuelle udenjordiske civilisationer til at lære om Jorden. pladen indeholder en mængde optagelser fra Jorden.
Jupiter har siden haft besøg af rumsonden Galileo så der er Voyager 1 og Voyager 2s målinger ikke enerådende. Jupiter har desuden haft besøg af Pioneer 10 og Pioneer 11. Saturn har haft besøg af Pioneer 11 og rumsonden Cassini har også Saturn som mål.
Efter de forskellige planetpassager er både Voyager 1 og Voyager 2 forsat ud af solsystemet. De forventes at fortsætte deres målinger indtil 2019.
Links:
Artikel i Dansk Rumfart nr. 34: Voyager: Eventyret fortsætter
Voyager Project Homepage
Voyager 1
Opsendt: 5. september 1977
Raket: Titan 3E Centaur
Sondens masse: 800 kg
Formål: Forbiflyvning af Jupiter og Saturn
Passage af Jupiter: 5. marts 1979
Passage af Saturn: 12. november 1980
Destination: Stjernen AC+79 3888 i stjernebilledet Camelopardalis passeres i en afstand af 1,6 lysår om 40.000 år
Voyager 2
Opsendt: 20. august 1977
Raket: Titan 3E Centaur
Sondens masse: 800 kg
Formål: Forbiflyvning af Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun
Passage af Jupiter: 9. juli 1979
Passage af Saturn: 26. august 1981
Passage af Uranus: 24. januar 1986
Passage af Neptun: 25. august 1989
Destination: Sirius passeres i en afstand af 4,3 lysår om 296.000 år
Billeder fra Voyager-missionerne:
Voyager-sonden.
Voyager-sonderne tog mange flotte billeder af Jupiter og dens måner.
Dette Voyager-billede er et af de flotteste billeder af Saturn, der nogensinde er taget.
Voyager fotograferede hidtil usete detaljer i Saturns ringe, bl.a. disse mørke “eger”.
Titan var en skuffelse – den tætte atmosfære skjulte effektivt alle overfladedetaljer.
Også Uranus var en stor skuffelse, da den slet ikke udviste nogen overfladedetaljer. Til gengæld tog Voyager mange flotte billeder af Uranus’ måner, her Miranda.
Forskerne var meget begejstrede for billederne fra Neptun, der udviste mange spændende overfladedetaljer, bl.a. en stor mørk plet, som mindede meget om Jupiters røde plet.
Voyager fotograferede også Neptuns store måne, Triton, i knivskarpe detaljer.
Voyager-sonderne medbringer grammofonplader med lyde, sange og hilsner fra Jorden til dem, der måtte finde dem. Udenpå coveret er angivet en vejledning i, hvordan pladen skal afspilles.
Efter at have passeret Neptun, kiggede Voyager tilbage, og tog dette billede af Neptun og Triton.
Den lille blå prik