Titan fotograferet af Voyager 2 i 1981.
Titan blev opdaget af Christiaan Huygens i 1655 som den første måne omkring planeten Saturn. Titan kredser om Saturn i en afstand af 1,2 millioner kilometer med en omløbstid på 15,5 døgn. Titans bane har en excentricitet på 0,029 (Jordens månes bane har 0,055) og en hældning i forhold til Saturns ækvatorplan på 0,33° (Jordens månes bane hælder 5° i forhold til Jordens ækvatorplan). Titan har en diameter på 5.150 km og er dermed den næststørste måne i solsystemet kun overgået af Jupitermånen Ganymedes. Titans afstand til Saturn er næsten 10 gange afstanden fra den yderste rand af Saturns mange ringe i forhold til Saturn.
I 1944 påviste Gerard Peter Kuiper, at Titan havde en tæt atmosfære. Kun én anden måne i solsystemet har en atmosfære, nemlig Triton, og Tritons atmosfære er meget tynd. I november 1980 passerede Voyager 1 tæt forbi Titan. Det viste sig at Titan var omgivet af et tæt skydække, således at ingen overfladedetaljer kunne afsløres. Til gengæld blev det konstateret, at atmosfæren hovedsagelig består af kvælstof, og trykket ved over fladen er 1,5 atmosfære. Derudover er temperaturen omkring −180°C eller omkring 95 K. Dette satte gang i spekulationer om hvorvidt der skulle være søer eller have af flydende metan. Dette har betydet, at Titan er blevet en meget interessant måne for forskere, der ønsker at studere klimaet og livets oprindelse. Titan ligner en tidlig Jord, der har ligget i dybfryseren.
Juni 2004 ankom rumsonden Cassini til Saturn, og et af dens hovedformål er studiet af Titan. Cassini medbringer til dette formål en landingssonde kaldet Huygens og en radar til kortlægning af Titans overflade. Den 25. januar 2005 landede Huygens på overfladen af Titan og sendte de første billeder fra overfladen af en anden måne i Solsystemet end Jordens måne. Selve rumsonden Cassini har siden passeret Titan flere gange og udviklingen i metan-søer på overfalden er blevet fulgt gennem flere år. mistanken om metan-søer på overfladen af Titan er gået fra formodning til faktum. Titan er dermed den første klode udenfor Jorden, hvor der er store væskeforekomster gennem længere tidsperioder.
Der er mange planer om yderligere missioner til Titan; men ingen af dem er blevet til virkelighed endnu.
Denne side er sidst opdateret 27 marts 2017
webmaster@rumfart.dk