Den 29. september 1977 blev rumstationen Saljut 6 sendt i kredsløb om Jorden ved hjælp af en protonraket fra det daværende Sovjetunionen. Med Saljut 6 skete der et afgørende teknologisk gennembrud for rumstationsteknologien. Den 19. juni 1981 blev et ekstra modulTKS Kosmos 1267 koblet sammen med Saljut 6, dette var efter de sidste astronauter havde forladt rumstationen. Både Saljut 6 og TKS-modulet var opsendt med protonraketter, der kun kan sætte omkring 20 tons i lav bane om Jorden; men det samlede system Saljut 6/TKS vejede over 33 tons. Dette demonstrerede teknikken med at koble rumstationsmoduler sammen i rummet. Saljut 6/TKS foretog en række efterfølgende en række eksperimenter og komplekset styrtede ned på Jorden den 29. juli 1982 i Stillehavet.
Den 20. januar 1978 opsendte det daværende Sovjetunionen det ubemandede fartøj Progress 1 med en soyuz-raket. Progress 1 fartøjet foretog en automatisk sammenkobling med rumstationen Saljut 6, hvorefter Progress-1-fartøjet lavede en automatisk overførsel af brændstof til rumstationen. En rumstation i lav bane om Jorden taber langsomt højde og må med jævne mellemrum hæve banen. Dette kræver brændstof og en rumstation kan kun have en begrænset mængde med fra start. Derfor kræver en permanent bemandet rumstation løbende tilførsler af brændstof. Progress-fartøjer baseret på sovjetisk teknologi har været en nødvendig forudsætning for de senere rumstationer Saljut 7, Mir og ISS. ESA er dog i færd med at udvikle en tilsvarende teknologi til ISS.
Brugen af rumstationen Saljut 6 foregik ved at en besætning opholdt sig i over 100 dage på stationen som stambesætning. Medens denne stambesætning sørgede for at holde rumstationen vedlige ankom der besøgende besætninger, der kun opholdt sig på rumstationen et par uger. Denne procedure udnyttede de 2 dokingsporte, idet der således kunne være 2 soyuz-kapsler tilkoblet rumstationen, når stationen havde gæster. Når rumstationen ikke havde gæster kunne der kobles et Progresforsyningsfartøj til stationen samtidig med at der var en soyuz-kapsel tilkoblet stationen. Astronauterne havde på den måde altid en “redningsbåd” der kunne bringe dem tilbage til Jorden i tilfælde af problemer, og samtidig kunne de modtage forsyninger. Således medbragte forsyningsfartøjet Progress-7 et radioteleskop i samlesæt i juli 1979. Astronauterne pakkede radioteleskopet ud og fik det sat op. Det havde en antennediameter på 10 meter og kunne koordineres med et stort radioteleskop på Jorden. Efter at Progress-7 fartøjet var tømt, blev det fyldt med affald og sendt ned over et ubeboet område på Jorden for at brænde op.
Et eksempel på en stambesætning var Vladimir Kovaljonok og Ivantjenkov, der var i rummet fra 16. juni 1978 til 2. november 1978. Medens de fungerede som stambesætning fik de besøg af 2 internationale rumbesætninger. Ind i mellem skete det dog at det ikke lykkedes for besøgsbesætningerne at koble sig til rumstationen. I disse uheldige tilfælde måtte mange planlagte forsøg aflyses og gæsternes ophold i rummet begrænset til 2 dage i stedet for 1-2 uger.