Jordens måne er det næstklareste himmellegeme, kun overgået af Solen. Månen er det himmellegeme, der er nærmest Jorden, og Månen har været kendt så længe, menneskeheden har eksisteret.
Månen kredser om Jorden i en middelafstand af 384.392 kilometer i en ellipse, hvis plan hælder cirka 5 grader med ekliptika. Baneellipsen har en excentricitet på 0,05, mindste afstand fra Jorden er 356.410 kilometer, største afstand er 406.680 kilometer. Månens radius er 1.738 kilometer. Der går cirka 29,5 døgn mellem to fuldmåner; men i forhold til stjernerne har Månen en omløbstid på 27,3 døgn og en rotation om sig selv på nøjagtig det samme. Derfor kan man kun se Månens forside fra Jorden – bagsidens udseende var ukendt for de første rumsonder.
Det er ikke en tilfældighed, at Månens omløbsperiode om Jorden og Månens egen rotationsperiode er ens. Det skyldes, at stofferne i Månens indre ikke er helt jævnt fordelt. Den del af Månen,der vender mod Jorden,er tungere end den del, der vender væk. Oprindeligt drejede Månen meget hurtigere rundt end den gør i dag. Men på grund af den asymmetriske massefordeling i Månen, er den efterhånden blevet bremset ned, så den i dag vender samme side mod Jorden.
Månen er det eneste himmellegeme, hvor man uden tekniske hjælpemidler kan skelne overfladedetaljer fra Jordens overflade, og den har spillet en afgørende rolle i videnskabens historie ved mange lejligheder.
De ældste “skriftlige” vidnesbyrd om intellektuel aktivitet hos mennesker er et gevir fra istiden – dvs mere end 10.000 år gammelt – med indridsninger, der kan tolkes som en nedskrivning vedrørende Måneformørkelser. Skriftlige angivelser af Måne- og Solformørkelser er blandt de ældste sikre datoer. Mange kalendersystemer har været baseret på Månens bevægelser og faser. Vores egen påske er fastlagt udfra Månefaserne: påskesøndag er den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Den antikke astronom Hipparcos, der levede i det første århundrede før vores tidsregning, kendte Månens afstand og størrelse indenfor 25% nøjagtighed. Månen var således det første himmellegeme, der blev opfattet som en fremmed verden. Månen spillede en afgørende rolle ved opdagelsen af Newtons tyngdelov. En beregning kunne afsløre, om den samme kraft kunne holde Månen i sin bane og forklare Galileos faldlov. Månen kom herved til at levere det første bevis for Newtons tyngdelov.
Den første vellykkede sonde til et himmellegeme var den sovjetiske månesonde Lunik 1, der blev opsendt 2. januar 1959 – mindre end 2 år efter Sputnik. Første rumsonde til at ramme et himmellegeme var den sovjetiske månesonde Lunik 2, der blev opsendt 12. september 1959. Første rumsonde, der fotograferede Månens bagside, var den sovjetiske månesonde Lunik 3. Den blev opsendt den 4. oktober 1959 – nøjagtig 2 år efter sputnik 1 – og er den eneste rumsonde, der specifikt har haft Månens bagside som mål. Den første bløde landing på et himmellegeme var NASAs Surveyor 1, der landede på Månen 1. juni 1966. Første rumsonde i kredsløb om et himmellegme var NASAs Lunar Orbiter 1, der gik i kredsløb om Månen 10. august 1966.
De første mennesker, der så Månens bagside, var astronauterne på NASAs Apollo 8 – Frank Borman, James Lovell og William A. Anders, der den 20. december 1968 tog afsted på den første bemandede rejse til et himmellegeme. De landede igen på Jorden 27. december 1968 efter 10 omkredsninger af Månen.
De første mennesker, der landede på Månen, var Neil A. Armstrong og Edwin E. Aldrin, der landede den 21. juli 1969 i Stilhedens hav. de landede med landingsmodulet ørnen hørende til NASAs Apollo 11 mission, der blev opsendt 16. juli 1969 og landede i Stillehavet den 24. juli 1969. Apollo 11 blev ikke blot den første bemandede landing på et himmellegeme, men også det første rumfartøj der vendte tilbage fra et himmellegeme medbringende prøver af overfladen. Apollo 11 blev opfyldelsen af den årtusind gamle drøm om at rejse til Månen, og en stor del af verden fulgte færden på TV.
Det første køretøj, der blev landsat på et himmellegeme, var den sovjetiske Lunokhod, der blev opsendt 10. november 1970. Det første bemandede køretøj blev landsat på Månen af NASAs Apollo 15 der blev opsendt 26. juli 1971. Den sidste bemandede mission til Månen var NASAs Apollo 17, der forlod Månen 14. december 1972. De sidste prøver af Månen blev taget af Luna 24, der forlod Månen 1976.
Planer for Månesonder og Månerejser har eksisteret fra længe før de første rumsonder, og vil sandsynligvis blive ved med at fremkomme. Der var imidlertid siden Luna 24 langt mellem realiseringerne, til trods for at en af de seneste realiserede missioner – Clementine – har vist, at det kan gøres for en pris, der er af samme størrelsesorden som almindelige satellitter, og mindre end en hundrededel af prisen på Apollo-missionerne. efter år 2000 er der kommet mere gang i rumsonder til Månen, idet både Kina, Indien og ESA har udført missioner. Nye bemandede missioner synes også på vej i løbet de kommende årtier.
Månen har ingen atmosfære, overfladen er klippe, og meget gammel, så kratere fra mange meteornedslag stadig er helt tydelige på overfladen – mange af dem kan ses fra Jorden i kikkert. Der er ikke vand på Månen, end ikke i kemisk bunden form, dog forekommer der is under overfladen ved Månens poler.
Rumsonder til Månen
Se flere rumsonder
Changer-sonderne
Chandrayaan-sonderne
Clementine
Explorer 35
Explorer 49
GRAIL
LUNA-A
LRO
LCROSS
Lunar Orbiter-sonderne
Lunar Prospector
Lunar Reconnaissance Orbiter
Lunik-sonderne
MUSES-A eller HITEN
Pioneer-sonderne
Ranger-sonderne
SMART-1
Surveyor-sonderne
Zond 5, 6, 7 og 8