Home » Pegasus

Pegasus

Pegasus

Så langt tilbage som i 1958 blev det forsøgt at opsende en satellit fra en flyvemaskine. I 1958 lavede USAs luftvåben seks mislykkede forsøg på at opsende en satellit med en raket fra et jagerfly. Den 5. april 1990 skete så den første succesfulde opsendelse med tretrinsraketten “Pegasus”. Pegasus blev opsendt fra et B-52-bombefly. Pegasus er drevet af faste brændstoffer, og det kan sende godt 200 kg i lav bane om Jorden. Længden er godt 15 meter og diameteren 1,25 meter. Et B-52 er et stort strategisk bombefly, og der er tale om brugte eksemplarer fra det amerikanske luftvåben. Senere er man gået over til at bruge et Lockheed L-1011 fly, der ligeledes er et meget stort fly med en startvægt på mere end 200 tons. Der har været 8 succesfulde opsendelser med den oprindelige version af Pegasus. Den 8. marts 1996 havde man så den første vellykkede opsendelse med en opgraderet version kaldet XL, som nu er den operationelle version. XL er 17 meter lang, 1,25 meter i diameter og kan sende godt 350 kg i lav bane om Jorden. Fra start vejer XL godt 23 tons – 4 mere end den oprindelige Pegasus. Endvidere har den nogle små vinger med et vingefang på 6,5 meter. XL udbydes til salg som satellitopsender for små missioner.

Den 15. december 2016 opsendte en Pegasus XL 8 små satellitter på hver 28 kg med navnet CYGNSS og Pegasus er således fortsat aktiv.

Navnet /Pegasus/ er efter den bevingede hest i den græske mytologi – et vartegn og en hjælper for digtere