Inmarsat var verdens første globale mobile operatør indenfor satellitkommunikation, og tilbyder en lang række moderne kommunikationsservices til maritime, landmobile, aeronautiske og andre brugere.
Inmarsat blev grundlagt i 1979 som en maritimt fokuseret international organisation, men blev privatiseret i 1999. Tidligt i 1980’erne havde Inmarsat en kundegruppe på 900 skibe, men tilbyder i dag links til telefon, fax og datakommunikation på op til 64 kbps til mere end 250.000 skibe, køretøjer, fly og transportable terminaler. Dette antal vokser i øjeblikket med flere tusinde hver måned.
Inmarsat råder over en konstellation af geostationære satellitter designet til at understøttet telefon, fax og datakommunikation over hele verden. Konstellationen omfatter fire hovedsatellitter, der alle er af Inmarsat-3-serien: AOR-W (Atlantic Ocean Region West), AOR-E (Atlantic Ocean Region East), IOR (Indian Ocean Region) samt POR (Pacific Ocean Region). En femte Inmarsat-3-satellit er på position 25°E. Derudover bakkes hele systemet op af fire Inmarsat-2-satellitter.
Inmarsat-2-satellitterne blev bygget af en international gruppe ledet af British Aerospace (nu BAE Systems). Inmarsat-3-satellitterne blev bygget af Lockheed Martin Astro Space (Nu Lockheed Martin Missiles & Space), som stod for satellitplatformen, og Matra Marconi Space (nu Astrium), som stod for kommunikationspayloaden.
Satellitterne kontrolleres fra Inmarsats hovedkvarter i London, som også huser en lille international organisation, som overvåger Inmarsats public-service-forpligtelser overfor søfarten (Global Maritime Distress and Safety System, GMDSS) og luftfarten (“air traffic control”-kommunikation). Inmarsat har regionale kontorer i Dubai, Singapore og Indien.
Inmarsat-systemet bruges i dag af uafhængige service providers, bl.a. rederier, tv-selskaber, nødhjælpsorganisationer, landtransportfirmaer, flyselskaber, flypassagerer og “air traffic controllers”, nationale nød- og civilforsvarsorganisationer samt fredsbevarende styrker.
Hjørnestenen i Inmarsats fremtidige forretningsstrategi er det nye Inmarsat I-4 satellitsystem, som fra 2005 vil understøtte det såkaldte Inmarsat Broadband Global Area Network (B-GAN) – mobil datakommunikation på op til 432 kbps for internetadgang, mobil multimedie og mange andre avancerede anvendelser.
Inmarsat-systemets dækning. Som det ses, er langt størstedelen af Jorden dækket, med undtagelse af de nordligste og sydligste polarregioner. Udover de globale beams er
Inmarsat-3-satellitterne også udstyret med syv spotbeams.
Konfiguration af Inmarsat-systemet:
Satellit Betegnelse Opsendt Raket Sted Position
Inmarsat-2 F1 – 30. okt. 1990 Delta 179°E
Inmarsat-2 F2 – 5. mar. 1991 Delta 98°W
Inmarsat-2 F3 – 16. dec. 1991 Ariane 65°E
Inmarsat-2 F4 – 15. apr. 1992 Ariane 109°E
Inmarsat-3 F1 IOR 3. apr. 1996 Atlas Centaur IIA Cape Canaveral 64°E
Inmarsat-3 F2 AOR-E 6. sep. 1996 Proton D-1-e Baikonur 15,5°W
Inmarsat-3 F3 POR 18. dec. 1996 Atlas Centaur IIA Cape Canaveral 178°E
Inmarsat-3 F4 AOR-W 3. jun. 1997 Ariane 4 Kourou 54°W
Inmarsat-3 F5 (Backup) 3. feb. 1998 Ariane 4 Kourou 25°E
Denne side er sidst opdateret 16. maj 2003
webmaster@rumfart.dk