Home » Faktasider » Almen Rumfart » Ticra

Ticra

TICRA, som er beliggende i det centrale København, blev stiftet i 1971. Firmaet er specialiseret indenfor design og analyse af antenner, og har deltaget i udviklingen af en lang række antenner til kommunikationssatellitter. Satellitkommunikation har i adskillige år været et fuldt ud kommercialiseret marked. Grundet den høje pris på at udvikle, opsende og drive en kommunikationssatellit ofres mange ressourcer på at forøge kapaciteten på hvert enkelt satellit. Blandt andet udvikles avancerede reflektorantenner, som samler den udstrålede effekt indenfor specificerede områder og samtidigt holder udstrålingen væk fra naboområder for ikke at interferere med kommunikationen til eller fra andre satellitter. For at kunne designe og analysere sådanne antenner har TICRA over en lang årrække udviklet avanceret antenne-software, som sælges til de førende satellitproducenter verden over. Endvidere virker TICRA som konsulenter på antenneområdet. TICRA har haft mange udviklingsopgaver for den europæiske rumfartsorganisation ESA og den internationale telekommunikationsorganisation INTELSAT, og har medvirket i design af kommunikationsantennerne på f.eks. INTELSAT 8 og Olympus. Endvidere har firmaet været involveret i en lang række satellitprojekter, f.eks. Eutelsat, Arabsat, Sirius og mange andre. TICRA arbejder tillige med design af antenneprober til højpræcisions målinger i radiodøde rum, med design og analyse af jordstationsantenner og radioteleskoper, samt med softwareudvikling til analyse af forskellige antennetyper. Læs mere om Ticra her