Jupiter er en af de 5 klassiske planeter, der har været kendt siden oldtiden. Jupiter er opkaldt efter den øverste gud i den græsk romerske mytologi, og med rette da Jupiter indeholder over tre fjerdedele af den samlede masse, der udgøres af planeterne. Jupiter er den næstklareste planet set fra Jorden kun overgået af Venus.
Jupiters middelafstand til Solen er 778 millioner kilometer eller 5,203 astronomiske enheder. Jupiter er nummer 5 planet regnet fra Solen, og den har fire kæmpemåner Io, Europa, Ganymedes og Callisto foruden en række mindre måner. Jupiters radius er omkring 70000 kilometer. Den har en rotationstid på cirka 10 timer. Jupiter bruger 4333 døgn til et omløb om Solen cirka lig 12 år.
Jupiters fire store måner blev opdaget af Galileo i starten af 1600_tallet og kom derved til at understøtte tanken om det heliocentriske system. Månen Io fik yderligere den betydning, at det var dens omløb som blev brugt af Ole Rømer til den første måling af lysets hastighed.
Den første rumsonde til Jupiter var Pioner 10, som passerede Jupiter den 4. december 1974 efter at være opsendt den 2. Marts 1972. Pioneer 10 blev ikke kun den første rumsonde, der nåede en af de ydre planeter, det blev også den først opendte rumsonde, der forlod Solsystemet. På vej ud blev den dog overhaldet af Voyager 1 of Voyager 2. Pioneer 10 blev den første rumsonder brugte Jupiter til en gravity assist manøvrer. Mange senere rumsonder har gjort det samme for eksempel: pioneer 11, voyager 1, voyager 2 og Ulysses.
Den første rumsonde til Jupiter, der gik i bane om Jupiter, var rumsonden Galileo. Galileo blev opsendt den 18. oktober 1989 og den ankom til Jupiter den 7. december 1995. Den medførte en mindre sonde, der blev sendt ned gennem Jupiters atmosfære. Galileo var den første rumsonde til at forsøge at sende sonder
ned i atmosfæren på andre planeter end Mars og Venus. Galileo var den første rumsonde, der laver gravity assist manøvrer med en måne om en fremmed planet. Galileo har iøvrigt været den første sonde der tog nærbilleder af asteroider og det første billede af en astroidemåne. Galileo-missionnen sluttede 21. september 2003 ved at Galileo-sonden blev sendt ned i Jupiters atmosfære.
Galileo-rumsonden er dog siden hen blevet fulgt op af flere nye mssioner med Jupiter som mål. Et eksempel er Juno-missionen, der blev opsendt den 5. August 2011 og den gik i bane om Jupiter juli 2016. Juno blev den første rumsonde, der gik i polært kredsløb om Jupiter. Adskillige rumsonder har brugt Jupiter til Gravity-assist manøvrer for eksempel Voyager 1, Voyager 2, Ulysses og New Horizon.
Jupiters fire store måner Io, Europa, Ganymedes og Callisto er alle i samme størrelse som Jordens måne og meget forskellige. Io har en radius på 1830 kilometer. Europa har en radius på 1550 kilometer, Ganymedes har en radius på 2635 kilometer og Callisto har en radius på 2500 kilometer. Jordens måne har en radius på 1738 kilometer.
De fire store måners baner er alle meget tæt på at være en cirkel eccentriciteter på mindre end 0.01. Måners baneplaner ligger i Jupiters ækvatorialplan indenfor en halv grad. Jupiter har et mindre sæt af ringe, der ligeldes ligger i Jupiters ækvatorplan. Fire mellemstore måner Metis, Adrasta, Amalthea og Thebe virker som hyrdemåner for de to vigtigste ringe. Metis med en diamter på 40 kilometer kredser på indersiden af hovedringen. Adrasta med en diameter på 20 kilometer kredser på den ydre kant af hovedringen. Amaltha med en diameter på 240 kilometer kredser på indersiden af den såkaldte Gossamer ring. Thebe med en diameter på 100 kilometer kredser på yderkanten af gossamerringen.
Jupiter har en mængde – fler end 20 – måner, der kredser længere væk fra planeten end Callisto. De kredser ikke i Jupiters ækvatorialplan. En gruppe kredser i baneplaner, der hælder 28 grader i forhold til ækvatorialplanet. Men ellers ligger de i baner med flere forskellige hældninger. Der er endda måner, der kredser rundt om Jupiter i modsat retning af Jupiters egen rotation.
Spørgsmålet om Jupiter har en fast overflade er omdiskuteret. Man har i århundreder kunnet iagttage skyerne øverst i Jupiters atmosfære, og atmosfæren på Jupiter er uden tvivl meget dyb. En markant detalje udgøres af den store røde plet, som er en stor storm, der har stået på i flere hundrede år.
Jupiter har et meget kraftigt og udbredt magnetfelt med tilhørende strålingsbælter. Dette magnetfelt er meget kraftigere end Jordens magnetfelt og hvis man kunne se magnetfeltet, så ville Jupiter fylde flere gange fuldmånens størrelse. Halen af dette magnetfelt når helt ud til planeten Saturns bane.
En teori for dannelsen af Jupiters magnetfelt er, at Jupiter har en fast kerne af metallisk brint. I så fald vil planeten have en fast overflade. Grunden til at man har overvejet om Jupiter overhovedet har en fast overflade er, at vægtfylden på 1,32 gange vands er så lav. Jupiter vejer cirka 318 gange så meget som Jorden, men dens rumfang er cirka 1400 gange større. Dette til trods for at trykket i centrum af Jupiter må være lant højere end trykket i centrum af Jorden.
Jupiter afgiver mere energi end den modtager fra Solen. Een teori for kilden til denne energi er, at helium og brint langsomt adskilles, så heliumet synker ind imod centrum. En alternativ kilde kunne naturligvis være radioaktive stoffers henfald – som i Jorden. Men langlivede radioaktive stoffer er tunge. Kommende rumsonder kan forventes at belyse dette og flere andre udestående gåder vedrørende Jupiter.