ISO var en af ESAs hjørnestensmissioner, der indgik i planen Horizon 2000. ISO var en kikkert placeret ude i rummet, som observerede over et meget bredt spetrum af det infrarøde. Det meste af det infrarøde spektrum kan ikke trænge igennem Jordens atmosfære, hvorfor en placering ude i rummet var nødvendig.
ISOs følsomme område rakte så langt ned i det infrarøde, at apparaturet selv udsendte kraftige stråling ved almindelige temperaturer. Det var derfor nødvendigt at køle det meste af satellitten kraftigt ned. Dette blev gjort ved at medbringe 2000 liter flydende helium til køling af teleskopet.
Med ISO kunne man iagttage en lang række objekter, som hidtil havde været svære at iagtage, fordi de var for kolde til at udsende synlig lys. Derudover regnede man med at kunne se igennem interstellare skyer, som skygger for bagvedliggende stjerner.
I januar 1983 opsendtes IRAS, som i 10 måneder opmålte himlen i det infrarøde område. IRASs efterfølger blev ISO (International Space Observatory), som blev opsendt 17. november 1995 med en Ariane 44P-raket. ISO fortog herefter observationer i fra 4. februar 1996 til maj 1998. Levetiden var bestemt af mængden af flydende helium – omkring 2300 liter – som den medførte til at holde teleskop og sensorer nedkølet til et par grader over det absolutte nulpunkt. ISO kunne dog ikke observere frit i alle retninger, idet den skulle tage hensyn til spredt infrarødt lys fra såvel Solen, Jorden, Månen som Jupiter. Derudover skulle den vende således i rummet, at et skjold til stadighed beskyttede de nedkølede dele imod sollyset. ISO kunne observere i spektralområdet mellem 2.5 m og 240 m. Den rummelige opløsning var størst ved de korte bølgelængder og nå ned i nærheden af 1,5 buesekund. Pegenøjagtigheden nåede dog ikke nå helt så langt ned. Selve teleskopet havde en åbning på 60 cm og hele satellitten var cirka 5,3 m lang og cirka 3,6 m gange 2,8 m på tværs. Den vejede ved opsendelsen cirka 2,2 tons. Omløbstiden var omkring 24 timer i en aflang bane, der bragte den ind i Jordens strålingsbælter i perioder, hvor der ikke kunne foretages observationer. Strålingen ville give falske signaler i sensorerne.
Observationerne var i alt væsentligt være planlagt inden opsendelsen. kun hvis der skete helt usædvanlige ting i en himmelegn kunne ISO rettes imod den med kort varsel. Derudover havde en række himmellegemer fået garanteret observationstid længe inden, der blev lukket for yderligere forslag midt i 1994. Dette var tilfældet f.eks. Saturnmånen Titan, Jupitermånen Io, planeten Mars og kometen Grigg-Skjellerup.
ISOs observationer er siden blevet samledet i en database over infrarøde kilder på himlen. ISOs observationer bruges således stadig til forskning mange år efter at ISO løb tør for helium og derfor ophørte med at fungere.