Lunik eller Luna er opkaldt efter det russiske ord for Månen. Alle missioner i programmet blev udført af Sovjetunionen. programmet kom til at fremstå som Sovjetunionens indsats i månekapløbet. Sovjetunionen havde også en hemmeligt program for en bemandet månerejse; men det mislykkedes. Lunik-programmet startede dog før månekapløbet blev skudt i gang af præsident John F. Kennedys berømte tale 25. maj 1961. Lunik-programmet var og vil i mange år fremover være det mest omfattende ubemandede udforskningsprogram vedrørende Månen.
Lunik 1
Lunik 1 eller Luna 1 blev opsendt den 2. januar 1959 og var Sovjetunionens første forsøg på at ramme Månen med en ubemandet sonde. Sonden fløj forbi Månen i en afstand af 5.955 kilometer selvom det sandsynligvis var hensigten at den skulle ramme selve Månen. Lunik 1 blev dog den første sonde der forlod Jordens tyngdefelt om gik i selvstændig bane om Solen.
Lunik 1 vejede 361 kg og medførste forskellige måleinstrumenter til måling af magnetfelter, kosmisk stråling m.m. Derudover realiserede den en af Goddards gamle ideer om at frigøre en sky af gas, der ville muliggøre en observation af sonden fra Jorden. I en afstand af 113.000 kilometer fra Jorden frigjorde Lunik 1 en sky af natriumdampe, så observatører på Jorden kunne bekræfte dens position og kurs.
Lunik 2
Lunik 2 eller Luna 2 blev opsendt den 12. september 1959 og var Sovjetunionens andet forsøg på at ramme Månen med en ubemandet sonde. Sonden ramte Månen imellem kraterne Archimedes, Aristillus og Autolycos. Lunik 2 blev den første sonde, der ramte et himmellegeme, og den første vellykkede rumsonde til Månen og et himmellegeme i det hele taget.
Lunik 1 vejede 390 kg og medførste forskellige måleinstrumenter til måling af magnetfelter, kosmisk stråling m.m. Lunik 2 frigjorde en sky af cadmiumdampe, som gjorde det muligt for observatorer på Jorden at følge dens færd imod Månens overflade.
Lunik 3
Lunik 3 eller Luna 3 blev opsendt den 4. oktober 1959. Lunik 3 blev en rumsonde der for alvor skrev historie, idet den tog de første billeder af Månens bagside. Månen har bunden rotation om Jorden, hvilket betyder at den altid vender den samme side imod Jorden. Astronomer på Jorden har således gennem årtusinder kunnet iagttage lidt mere end halvdelen af Månens overfladen – resten var ukendt før Lunik 3.
Lunik 3 vejede 278,5 kg og medførste et kamera som kunne optage 35 mm film og derefter sende det tilbage til Jorden, når den var passeret fri af Månen. Sonden passerede Månen i en afstand af cirka 7.900 kilometer. Det lykkedes at stabilisere sonden så kameraet kom til at pege imod Månen. Efterfølgende lykkedes det at få fremkaldt filmen og transmitteret resultatet til Jorden. Lunik 3 brændte op i Jordens atmosfære den 20. april 1960.
Lunik 4
Lunik 4 blev opsendt den 2. april 1963 og passerede forbi Månen i en afstand af 9.300 kilometer. Lunik 4 vejede 1.422 kg, og kontakten gik tabt ved passagen af Månen. Lunik 4 fulgte efter to mislykkede sovjetiske månemissioner.
Lunik 5
Lunik 5 blev opsendt den 9. maj 1965 og ramte Månen den 12. maj 1965. Sonden vejede 501 kg og var det første sovjetiske forsøg på at foretage en blød landing på Månen. Bremseraketten virkede dog ikke, og i stedet for billeder fra måneoverfladen kunne man fra Jorden i teleskoper iagttage en støvsky, der kunne ses i 10 minutter.
Lunik 6
Lunik 6 blev opsendt den 8. juni 1965. En kurskorrektion mislykkedes, og sonden fløj forbi Månen i en afstand af 161.000 kilometer.
Lunik 7
Lunik 7 blev opsendt den 4. oktober 1965. Denne gang lykkedes kurskorrektionen den næste dag, og den 7. oktober nærmede fartøjet sig måneoverfladen. En bremseraket blev tændt, men det viste sig at være for tidligt, så fartøjet alligevel knustes imod måneoverfladen. Lunik 7 vejede 1.506 kg.
Lunik 8
Lunik 8 blev opsendt den 3. december 1965, og den vejede 1.552 kg. Denne gang blev bremseraketten startet lidt for sent, og fartøjet knustes imod måneoverfladen.
Lunik 9
Lunik 9 blev opsendt den 31. januar 1966 og landede den 3. februar 1966 på 7° 8′ N og 64° 33′ V i stormenes hav på Månens forside. Selve fartøjet vejede 1.583 kg og bestod af to dele: foruden selve selve landingsmodulet medførte den en kugle, der indeholdt en række instrumenter. Kuglen blev trillet ud på måneoverfladen, hvor den åbnede sig og frigjorde en antenne, et fjernsynskamera og forskelligt andet udstyr.
Lunik 9 blev en sovjetisk triumf, idet den var den første vellykkede landing på Månen og for den sags skyld på en fremmed klode. Samtidig hjemsendte den billeder fra overfladen af Månen – de første overfladebilleder fra en fremmed klode.
Lunik 10
Lunik 10 blev opsendt den 31. marts 1966 og blev indsat i en bane om Månen, der var næsten vinkelret på Månens ækvatorplan. Sonden medførte måleudstyr til at måle stråling i gammaområdet, måling af magnetfelter, detektering af mikrometeoritter, måling af partiklestråling og infrarødt måleudstyr til at bestemme overfladetemperaturen. Sonden udførte disse målinger indtil 30. maj 1966, hvor den planmæssigt stoppede sendingerne.
Lunik 11
Lunik 11 blev opsendt den 24. august 1966 og gik i bane om Månen den 27. august. Baneplanet for Lunik 11 hældede 27° mod Månens ækvatorplan. Lunik 11 var væsentlig tungere end Lunik 10, idet Lunik 10 vejede 245 kg mens Lunik 11 vejede 1640 kg. Lunik 11 afsluttede sine målinger den 1. oktober 1966.
Lunik 12
Lunik 12 blev opsendt den 22. oktober 1966 og gik i bane om Månen den 25. oktober 1966. Udover udstyr til måling af gammastråling og røntgenstråling medførte sonden også et kamera. Lunik 12 sendte kort over Månen tilbage i lighed med de amerikanske Lunar Orbiter missioner. Sonden afsluttede sin mission den 19. januar 1967.
Lunik 13
Lunik 13 blev opsendt den 21. december 1966 og landede på Månen den 24. december 1966 i Stormenes Hav på 18° 52′ N og 62° 3′ V. I lighed med Lunik 9 transmitterede den billeder fra måneoverfladen til Jorden. Kameraet kunne drejes hele horisonen rundt og stille skarpt fra 1,5 meter til uendelig. Udover udstyr til at måle grundstofsammensætningen af måneoverfladen udførte Lunik 13 et eksperiment, hvor en stang blev drevet ned i måneoverfladen ved hjælp af en krudtladning. Herved blev det muligt at bestemme bæreevnen af overfladen. Lunik 13 afsluttede sine undersøgelser den 30. december 1966.
Lunik 14
Lunik 14 blev opsendt den 7. april 1968 og gik i bane om Månen. Sonden medførte udstyr til måling af ladede partikler fra Solen og sandsynligvis andre måleinstrumenter. Der blev dog ikke oplyst meget om sonden fra Sovjetunionens side.
Lunik 15
Lunik 15 blev opsendt den 13. juli 1969 og gik i bane om Månen den 17. juli 1969. Sondens formål var at hjemføre prøver af Månens overflade og iøvrigt det første forsøg på at hente prøver af et himmellegme og som nåede Månen. Måneder tidligere den 15. april 1969 og den 14. juni 1969 havde der fra Sovejts side været forsøg på opsendelsen af en tilsvarende mission. Den den 21. juli 1969 forsøgte Luna 15 at lande i krisernes hav på Månen, men sonden blev knust imod måneoverfladen og landingen mislykkedes dermed.
Blandt den ikke ringe del af befolkningen, for hvem Apollo 11 og den første mand på Månen er overleveret historie, er Luna 15 en ukendt rumfiasko blandt utallige. For dem der oplevede månelandingerne er Luna 15 næsten på linie med Sputnik 1, Sputnik 2(rumhunden Laika) og Gagarins rumfærd. Apollo 11 var planlagt opsendt en 16. juli 1969 og radio og fjernsyn havde varmet op til den første månelanding. Midt i dette kommer meddelsen om et sovjetisk rumfartøj på vej til Månen… En vittighedstegner opfattede situationen på den måde, at apolloastronauterne ankommer til Månen, som bliver slæbt hjem til Jorden af Luna 15 lige for snuden af apolloastronauterne.
Lunik 16
Lunik 16 blev opsendt den 12. september 1969 og gik i bane om Månen. Den 20. september 1969 foretog Luna 16 en blød landing i Rolighedens hav O° 41′ S og 56° 18′ Ø. Sonden var udstyret med et bor, der udtog en boresprøve ned til 35 centimeters dybde på i alt 100 gram. Sonden lettede igen far måneoverfladen og landede den 24. september 1970 i det nuværende Kazakhstan, som dengang var en del af Sovjetunionen. Lunik 16 blev den første prøve af et himmellegme hentet med en ubemandet sonde.
100 gram syner ikke meget ved siden af de 20,8 kilogram som den bemandede Apollo 11 mission havde hjembragt og så havde Apollo 12 allerede hjembragt endnu mere månemateriale foruden dele af Surveyor 3. Måneudforskningen havde dog igen tiltrukket sig nogen opmærksomhed på grund af Apollo 13, der i april 1970 nær var endt med en katastrofe. september 1970 gennemførte Jordans kong Hussein en militær uddrivelse af de palæstinesiske kampgrupper, der havde taget ophold i Jordan og samme måned døde den Ægyptiske præsident Nasser efter at have været præsident siden 1956. Med krig og truende opbrud i Mellemøsten var der ikke mange der bemærkede, at der var hentet 100 gram af måneoverfladen.
Lunik 17 og Lunokhod 1
Lunik 17 blev opsendt den 10. november 1970 og gik i bane om Månen den 15. november 1970. Sonden landede den 17. november 1970 38° 18′ N og 35° V i Regnhavet. Ombord på sonden var en 760 kilogram tung 8-hjulet månebil kaldet Lunokhod 1 og den kørte ned på måneoverfladen kort efter landingen. Først Apollo 15, der blev opsendt 26. juli 1971, medførte en månebil, så Lunokhod 1 blev det første køretøj på en fremmed klode. Det var også den eneste gang det lykkedes Sovjetunionen at udfordre den amerikanske dominans af udforskningen af Månen under de bemandede månemissioner.
I perioden fra november 1970 til oktober 1971 hvor den fungerede, nåede den at køre over 10 kilometer på måneoverfladen. Kørslen blev fjernstyret fra Jorden og Lunokhod 1 medførte hertil blandt andet fjernsynkameraer så føreren på Jorden kunne orientere sig. Derudover medførte Lunokhod en mængde andet udstyr såsom en lasereflektor, der muliggjorde en måling af afstanden mellem Jorden og Månen. Derudover medbragte den udstyr til analyse af måneoverfladens sammensætning.
Lunik 18
Lunik 18 blev opsendt den 2. september 1971 og gik i bane om Månen den 7. september 1971. Sonden var endnu et forsøg på at hente prøver fra måneoverfladen, men den 11. september 1971 knustes sonden imod måneoverfladen i frugtbarhedens hav.
Lunik 19
Lunik 19 blev opsendt den 28. september 1971 og gik i bane om Månen den 2. oktober 1971. Sonden medførte udstyr til studier af Månens overfladen fra en næsten cirkulær bane om Månen i en højde af 140 kilometer. Sonden foretog i løbet af de næste fire måneder en række målinger af forholdene omkring Månen med hensyn til partikelstråling og magnetfelter. Derudover foretog sonden en række baneændringer i sin levetid. Lunik 19 sendte også en række billeder af Månens overflade taget fra kredsløbet.
Lunik 20
Lunik 20 blev opsendt den 14. februar 1972 og gik i bane om Månen den 18. februar 1972. Sonden landede den 24. februar 1972 3° 32′ N og 56° 33′ Ø i et bjergområde mellem Frugtbarhedens og krisernes hav. Der blev udboret en boreprøve; men overfladen viste sig hårdere end ventet og størrelsen af prøven blev kun på 50 gram. Dertil kom at prøven nær var gået tabt idet den landede i en flod, der var gået over sine bredder. Prøven blev den anden vellykkede hjemtagning af prøver af måneoverfladen ved hjælp af en automatisk sonde. I mellemtiden var Apollo missionernes prøver vokset til hundredvis af kilogram og de sovjetiske prøver syntes ubetydelige trods problemerne med at tage dem.
Lunik 21 og Lunokhod 2
Lunokhod 2
Lunik 21 blev opsendt den 8. januar 1973 og landede på Månen i rolighedens hav. Lunik 21 medførte en forbedret og tungere version af lunokhod – kaldet lunokhod 2. I løbet af sin funktionstid fra januar 1973 til juni 1973 nåede den at køre 37 kilometer og herunder køre op over en 400 meter høj bakke. Lunokhod 2 kunne køre væsentlig hurtigere end lunokhod 1. Iøvrigt lignede de to lunokhoder hinanden meget.
Lunokhod 2 landede efter den sidste Apollo mission Apollo 17, der forlød Månen december 1972. Lunokhod 2 blev således det sidste køretøj på Månen i 1900-tallet og det sidste køretøj på en fremmed klode helt frem til Mars Pathfinder i juli 1996 dvs. i over 24 år.
Lunik 22
Lunik 22 blev opsendt den 29. maj 1974 og gik i bane om Månen den 2. juni 1974. Sonden medførte udstyr til studier af Månens overfladen fra en næsten cirkulær bane om Månen i en højde af 180 kilometer. Sonden foretog i løbet af de næste fire måneder en række målinger af forholdene omkring Månen med hensyn til partikelstråling og magnetfelter. Derudover foretog sonden en række baneændringer i sin levetid. Lunik 22 sendte også en række billeder af Månens overflade taget fra kredsløbet.
Lunik 22 var den sidste sonde Sovjetunionen satte i bane om Månen og det var den sidste sonde der blev sat i bane om Månen helt frem til 1990-erne hvor udforskningen af Månen med rumsonder blev genoptaget.
Lunik 23
Lunik 23 blev opsendt den 28. oktober 1974, gik i bane om Månen og landede på Månens overflade i krisernes hav. Sonden skulle bringe en boreprøve tilbage til Jorden. Boret satte sig imidlertid fast og missionen måtte opgives så landeren blev stående på Månen.
Lunik 24
Lunik 24 blev opsendt den 9. august 1976, gik i bane om Månen og landede på Månens overflade i krisernes hav. Sonden borede 2 meter ned i overfladen og hentede en prøve på 170 gram. Prøve blev bragt tilbage til Jorden og bragte den samlede masse af Sovjetunionens måneprøver op på 323 gram – imod 380 kilogram fra NASAs Apollomissioner.
Lunik 24 blev ikke blot Sovjetunionens sidste månemission, den blev også den sidste sonde i hele 1900-tallet til at bringe en prøve af et himmellegme. Lunik 24 fløj i 1976 – året efter slukkede NASA for det måleudstyr som apolloastronauterne havde anbragt på måneoverfladen. Månekapløbet var slut. Samme år begyndte Sovjetunionen opstillingen af SS-20-raketter og den kolde krig gik ind i ny konfrontationsperiode. Månekapløbet var slut og den kolde krig blev koldere; men måske var det tidsmæssige sammenfald en tilfældighed.