Muses-A (Hiten) med Hagoromo øverst
(Foto: ISAS)
Den 24. januar 1990 opsendte det japanske institut ISAS (Institute of Space and Astronautical Science) en lille sonde kaldet MUSES-A med Månen som mål. MUSES står for Space Engineering Satelitte by MU-rocket dvs. en sonde til rumfartsforskning opsendt med en MU-raket. Dens primære formål var at teste et nyudviklet optisk navigationssystem. Den medførte dog også en mikrometeoritsensor udviklet på Münchens tekniske universitet i Tyskland. Efter opsendelsen blev sonden omdøbt til Hiten efter en budistisk engel.
Den 18. marts 1990 fløj sonden forbi Månen i en afstand af 16.500 kilometer, hvor den frigjorde en lille delsonde kaldet Hagoromo på kun 12 kg. Hagoromo brugte en lille raketmotor til at komme i bane om Månen. Radiosenderen på Hagoromo svigtede, men det lykkedes alligevel Kiso-observatoriet under Tokyos Universitet at spore den, og dermed konstatere, at den var kommet i bane om Månen. Hiten fortsatte sin bane, og den 19. marts 1991 foretog den et dyk gennem Jordens atmosfære, og et til den 30. marts 1991. Disse manøvrer gjorde det muligt for sonden at komme i bane om Månen den 15. februar 1992. Den 10. april 1993 blev sonden knust imod måneoverfladen.
Efter en pause på mere end 13 år siden USAs og Sovjets tonstunge månemissioner spækket med instrumenter virker Hiten umiddelbart som lidt af et antiklimaks. Men på et afgørende punkt repræsenterer den alligevel et afgørende gennembrud: i løbet af 1980erne havde fyiskere og teknikere udviklet ideer om, at Hohmann-baner ikke var den energimæssigt billigste måde at komme fra en bane om Jorden til en bane om Månen. Hitensonden beviste at der findes en billigere måde.
En Hohmann-bane er en elliptisk bane, der tangerer to cirkulære eller næsten cirkulære baner. Den ene cirkulære bane er startbanen og den anden cirkulære bane er slutbanen. Ved brug af Keplers love og lidt plangeometri kan man regne hastigheden ud for både Hohmann-banen og de cirkulære baner i skæringspunkterne. Ved at tage hastighedsforskellene i betragtning er det muligt at regne ud hvor meget brændstof der er nødvendigt, for at komme fra en bane til en anden. Walter Hohmann (1880-1945), der har lagt navn til Hohmannbanerne, var en rumfartspioner, der i 1920erne interesserede sig for blandt andet baner i rummet, og i 1925 udgav han et banebrydende værk om emnet.
Ved den nye måde, testet på Hiten, vælger man en bane om Jorden, hvor det fjerneste punkt i banen passer med det punkt, hvor Jordens og Månens tyngdekraft er nogenlunde lige stærk. Når sonden kommer hen i nærheden af dette område, tændes raketmotorerne, og sonden kan derved skifte fra at være i bane om Jorden til at være i bane om Månen – eller omvendt. Denne teknik betyder længere rejsetid. Tidligere sonder brugte tre dage på at komme fra bane om Jorden til bane om Månen, mens Hiten brugte flere måneder. For små ubemandede satellitter har teknikken imidlertid stor interesse. En senere sonde, Clementine, brugte teknikken til en lavprisopmåling af Månens overflade.
Hiten-sonden var også usædvanlig på andre måder. Således blev det den første månesonde, der ikke var opsendt af Sovjetunionen eller USA. Hiten er desuden den første månesonde opsendt med en faststofraket.
MUSES-A (Bestående af delrumsonderne Hiten og Hagomoro)
Opsendt: 24. januar 1990
Raket: ?
Sondens masse: ? kg
Formål: Teste nyudviklet optisk navigationssystem og mikrometeoritsensor. Skulle desuden vise, at der findes en mere energiøkonomisk flyvning til Månen.
Ankomst til Månen: Første forbiflyvning den 18. marts 1990, hvor sonden Hagomoro frigøres. Går i kredsløb den 15. april 1992.
Slut på missionen: Knuses mod Månens overfladen den 10. april 1993.