Den 4. juli 1998 blev den japanske Marssonde Nozomi opsendt med en japansk M-5-faststofraket. Japan er dermed den tredje nation efter USA og Sovjetunionen, der har opsendt en rumsonde med Mars som mål – eller en anden planet for den sags skyld.
Rumsonden Nozomi er speciel på flere måder: Det er den første interplanetariske rumsonde opsendt med en ren faststofraket. Dernæst var det den første interplanetariske rumsonde, der brugte en gravity assist-manøvre ved Månen for at nå frem til Mars. Efter de oprindelige planer skulle en gravity assist-manøvre ved Månen den 30. december 1998 have sendt den imod Mars, hvor den skulle være ankommet oktober 1999. Dette lykkedes dog ikke, men rumsonden blev via en alternativ manøvre sendt imod Mars med forvente ankomst i december 2003.
I april 2002 skete der et udbrud på Solen, hvorefter Nozomi ser ud til at være blevet beskadiget. Der blev dog arbejdet videre i forsøg på at få sonden frem til Mars; men trods overvindelse af yderligere problemer såsom frosset brændstof, så lykkedes det aldrig at få Nozomi frem til Mars i funktionsduelig stand.