Home » Æresmedlemmer

Æresmedlemmer

Andreas Mogensen
Danmarks første astronaut. Med en særlig kombation af menneskelige egenskaber, det helt rette job og en passion for formidling har han gjort rumfart og rumforskning nærværende for danskerne som aldrig før. Udnævnt 25. feb. 2016.

Helle og Henrik Stub
Undervisere og formidlere af rumfart. Har skrevet adskillige bøger om rumfart, og har skrevet fast om rumfart i Illustreret Videnskab siden bladets begyndelse i 1983. Udnævnt 23. feb. 2012.

Christian F. Rovsing (f. 1936)
Grundlægger af den den første større rumfartsvirksomhed i Danmark, politiker og rumfartskommentator. Udnævnt 17. feb. 2005.

Bjørn Franck Jørgensen (f. 1944)
Direktør for Tycho Brahe Planetarium siden indvielsen i 1989. Bjørn Franck Jørgensen har i mange år arbejdet med astronomi og rumfart. Via udgivelsen af blade og artikler, samt via sit virke som direktør i Tycho Brahe Planetarium har han været med til at fremme kendskabet til rumfart. Bjørn Franck Jørgensen har som direktør for Tycho Brahe Planetarium ofte sørget for, at der i samarbejde med Selskabet er blevet sat fokus på spændende aktuelle rumfartsprojekter. Udnævnt 28. feb. 2000.

Yvonne Darlene Cagle (f. 1959)
NASA-astronaut.Yvonne D. Cagle leverede et par medrivende foredrag og deltog engageret i jubilæumsarrangementet ved Selskabets 50 års den 20. september 1999. Hendes imødekommenhed var stor, og hun gav deltagerne gode og informative svar på deres spørgsmål ved arrangementerne. Yvonne Cagle er en meget aktiv fortaler for rumfart og var med hendes besøg og åbne væremåde med til at fremme interessen for Selskabet og rumfart i Danmark.Udnævnt 28. feb. 2000.

Thomas Reiter (f. 1958)
ESA-astronaut.  Thomas Reiter er kandidat fra Armed Forces University i Neubiberg, Tyskland, med speciale i Aerospace Technology. Han gjorde karriere som testpilot i England, USA og Tyskland. I maj 1992 blev han udvalgt til ESA’s astronautkorps. Sammen med Christer Fuglesang fra Sverige begyndte han astronauttræning på det europæiske astronautcenter, EAC, og på det russiske træningscenter, ZPK. I august 1993 startede selve missionstræningen til den russisk-europæiske Euromir 95 mission, hvor flere end 40 europæiske forskere havde eksperimenter med. Thomas Reiter besøgte Danmark i 1997 og mere end 400 mennesker var samlet i auditorium 1 på Rigshospitalet i København i 1997 for at høre om Thomas Reiters 179 dage ombord på den russiske rumstation Mir. Udnævnt 12. feb. 1996.

Tidligere æresmedlemmer

Preben Gudmandsen (1924-2019)
Professor og ekspert i jordobservation fra EMI på DTU. Udnævnt 13. mar. 1995.

Georgi Grechko (1931- 2017)
Russisk kosmonaut; aflagde besøg i Danmark i 1989. Udnævnt 26. feb. 1990.

Jens Martin Knudsen (1930 – 2005)
Dr. Scient., Mars-forsker ved Ørsted Laboratoriet på Københavns Universitet. Udnævnt 27. feb. 2001. Læs mere om Jens Martin Knudsen i Dansk Rumfart nr. 49 – februar-maj 2001

Morten E. Olsen (1953 – 1995)
Rumfartsaktivist, der gjorde et stort arbejde for selskabet i slutningen af firserne og starten af halvfemserne. Formand og stor drivkraft for Dansk Selskab for Rumfartsforskning gennem mange år. Udnævnt 12. feb. 1996. Læs mere om Morten Olsen i Dansk Rumfart nr. 26 – januar-marts 1996

Erik O. Errebo-Knudsen
Speciallæge, rum- og flyvemediciner, formand for Selskabet i en årrække omkring 1959, rumfartskommentator. Udnævnt 17. feb. 2005.

Erling Buch Andersen (d. 1997)
Initiativtager til oprettelsen af Selskabet; Selskabets første formand efter den stiftende generalforsamling i 1949. Udnævnt 26. feb. 1990.

Asger Lundbak (1914 – 1994)
Geofysiker. Medgrundlægger af Rumlaboratoriet i Rude Skov. Var i rumalderens barndom Danmarks Radios faste ekspert. Udnævnt 23. feb. 1989.

Gunnar Helstrøm (1904 – 1993)
En af Selskabets stiftere og sekretær i selskabet igennem en menneskealder. Udnævnt 18. feb. 1988.

Hermann Oberth (1894 – 1989)
Tysk rumfartspionér. Efter 1. Verdenskrig studerede han matematik, fysik, kemi, astronomi, pædagogik og teologi. I 1923 fik han sin eksamen og blev lektor i fysik og matematik i Schössberg i Tyskland. I 1937 var Oberth inviteret til møde i Berlin og som følge heraf fik han et år efter tilbudt et professorat i Wien. Efter et forskningsprofessorat i Dresden endte han i hemmelighed ved Peenemünde i 1941. Ved krigens slutning i 1945 arbejdede han med luftværnsraketter drevet af faste brændstoffer. Fra 1955 til 1958 arbejdede han i USA sammen med Wernher von Braun  på udviklingen af Jupiter-raketten, der kom til at opsende USAs første satellit.

Leo Hansen
Ingeniør; en af Selskabets stiftere