Den tredje planet regnet fra Solen er Jorden også kaldet Terra eller Tellus. Og den er Solsystemets eneste beboede planet og det eneste sted i universet hvor der indtil nu er fundet liv. Jorden har således en biosfære, der er i vekselvirkning med klimaet på Jorden. Klimaet på Jorden har varieret gennem de geologiske perioder. I øjeblikket lever vi i en mellemistid dvs. en varmeperiode mellem istider, hvor store dele af Jordens polære områder er dækket af kilometertyk is. Menneskets påvirkning af klimaet kan dog gøre det usikkert om istiderne vender tilbage.
Jorden kredser om Solen i en middelafstand af 149,6 millioner kilometer eller pr. definition 1 astronomisk enhed. Jorden er planet nummer 3 regnet fra Solen og har een naturlig måne – Månen. Jordens middelradius er 6371 kilometer. Den bruger 365,24 døgn på et omløb om Solen. Den er 23 timer og 56 minutter om at rotere een gang forhold til stjernerne. Rotationsaksen hælder 23,44 grader fra at være vinkelret på ekliptika. Baneplanet ligger per definition i ekliptika. Jordens bane om Solen har en eccentricitet på 0,017. Rotationsaksens hældning og jordbanens eccentricitet varierer begge cyklisk, men med forskellige perioder henholdsvis 100000 år og 41000 år. Retningen på rotationsaksen tumler rundt en gang i løbet af 26000 år, så nordstjernen bliver ikke ved med at stå i nord.
Jordbanens variationer er baggrunden for den nok mest kendte teori for hvorfor Jordens klima har skiftet mellem istider og mellemistider. Denne teori blev fremsat af matematikeren Milutin Milankovich omkring 1920. Milankovichs forklaring på istiderne er ikke enerådende. En anden teori baserer sig på vekselvirkningen mellem Jordens, Solens og det interstellare magnetfelt og kosmisk stråling. Dén teori stammer fra danskerne Knud Lassen, Eigil Friis-Christensen og Henrik Svensmark. Denne teori er dog langt sværere at forstå end Milankovichs teori. Teorien baseret på Solens magnetfelt er stadig omstridt, den behøver dog ikke nødvendigvis opfattes som et alternativ til Milankovichs teori.
Jorden er den største og tungeste planet i solsystemet med en fast overflade, og den eneste med store mængder væske permanent på overfladen. Havet dækker over 70 % af Jordens overflade. Den eneste anden klode med fast overflade og store mængder væske på overfladen er Saturns store måne Titan. Titan har en tæt atmosfære bestående af kvælstof. Jorden har også en tæt atmosfære hovedsageligt bestående af kvælstof – omkring 78 %. Jordens atmosfæren indeholder dog også store mængder ilt – cirka 21 %. Jorden er eneste klode i Solsystemet med store mængder ilt i sin atmosfære. Derudover indeholder Jordens atmosfære en række andre stoffer i mindre og varierende mængder, for eksempel kuldioxyd i små mængder og vanddamp i varierende mængder. Jorden er desuden den eneste klode med et variabelt skydække – andre kloder har enten ingen skyer eller et permanent skydække.
Jordens overflade er delt op i plader, der bevæger sig i forhold til hinanden. Denne bevægelse er knyttet til varmedreven konvektion i Jodens kappe, de nærmere detaljer er dog ikke endeligt klarlagt. Der er sandsynligvis en kontinentalplade på Mars; men den er statitionær. På Venus findes højlande, der dog ikke ligner kontinentalpladerne på Jorden, så bevægelsen af Jordens kontinentalplader – den såkaldte pladetektonik – er specifik for Jorden.
Jorden har et kraftigt magnetfelt – i størrelsesordenen 50 mikroTesla på Jordens overflade. Gennem geologiske perioder har magnetfeltets poler byttet plads og noget tyder på at vi står overfor en ny polvending.. Jordens magnetiske poler ligger nær Jordens geografiske poler; men de magnetiske poler bevæger sig lidt i forhold til de geografiske poler. Jordens magnetfelt vekselvirker med Solens magnetfelt og beskytter i stort omfang imod den farlige solvind, der består af ladede partikler. Partiklerne i form af protoner og elektroner fanges i vidt omfang i de såkaldte Van Allan-bælter. Disse bælter er farlige for astronauter at passere..
Erkendelsen af Jorden som en kugle går helt tilbage til antikken for over 2000 år siden. Jorden som en planet blandt andre planeter blev først for alvor erkendt i 1500-tallet med det heliocentriske Kopernikanske system. Jorden er dog ikke en perfekt kugle; men den er fladtrykt ved polerne på grund af Jordens rotation.
Jorden har en undvigelseshastighed på 11,4 kilometer i sekundet – en hastighed alle rumsonder fra Jorden til andre kloder (mindst) må opnå. Tyngdeaccelerationen på Jordens overflade er 1 g per definition. Den varierer dog lidt fra sted til sted, så værdien på cirka 9,81 meter per sekund i anden er en blanding af en typisk og gennemsnitsværdi. Forskellene fra sted til sted kan dog kun konstateres med måleudstyr.