Solen er det klareste himmellegeme og har været kendt så længe der har eksisteret mennesker. Solen er ikke opkaldt efter noget andet. Er Solen selv kendt, så er det kun indenfor de sidste 300 år, at man har haft kendskab til dens rigtige størrelse og afstand. Jorden befinder sig i en middelafstand på cirka 150 millioner kilometer eller 1 astronomisk enhed.
Solen har en radius på cirka 700000 kilometer og indeholder over 99 % af Solsystemets masse. Solen vejer omkring Solen udgør Solsystemets naturlige centrum hvorom alle planeterne kredser. Solen roterer om sig selv i løbet af 25 til 35 døgn afhængig af breddegraden på Solen.
Solens overflade defineres som der hvor man ikke længere kan se igennem gassen. Solens overflade er cirka 6000 grader Celsius. Ind gennem Solen stiger trykket og temperaturen og inde i Solens centrum er temperaturen oppe på omkring 40 millioner grader. Solen vejer omkring 200 trillioner tons og har en udstråling på omkring 40 trillioner Gigawatt. Solens energi stammer fra kernefysiske processer i Solens centrum. Varmen dannet af disse kerneprocesser skaber et udadrettet tryk, der balancerer gassernes vægt og derved forhindrer Solen i at kolapse.
Solen har et magnetfelt, der strækker sig langt ud i Solsystemet. Dette magnetfelt er knyttet til de såkaldte solpletter, der har en cyklus på cirka 11 år. Solens magnetfelt har også tilknytning til den såkaldte solvind, der består hovedsagelig af protoner og elektroner, der strømmer ud fra Solen med store hastigheder. Solvinden skaber nordlys og sydlys via vekselvirkning med Jordens magnetfelt.
Solen er blevet studeret fra Jorden ikke mindst ved hjælp af solteleskoper, analyserer det lys der når jordoverfladen. Solen er også blevet studeret ved at måle neutrioner fra Solen. Det gav i første omgang flere årtier med et mysterium om de manglende neutrinoer. Senere viste det sig at forskellige typer af neutrinoer omdannes til hinanden. Sammen med studiet af solskælv giver neutrinoerne oplysninger om forholdene i Solens indre.
Der er dog mange rumsonder og satellitter der har haft studiet af Solen som formål. De fleste har været astronomi satelitter. Et eksempel kunne være satelitten Solar Max, der blev repareret af rumfærgen Challenger i april 1984. Andre har prøvet at iagttage Solen fra andre vinkler en fra Jorden. Et eksempel kunne være. Ulysses, der som den første rumsonde er sendt ud af ekliptika. Ulysses blev opsendt 6. oktober 1990 og sluttede i juli 2008 efter flere kredsløb om Solen.
En mere oplagt rummission til Solen kunne være en rumsonde, der kom nærmere Solen end den inderste planet Merkur. Dette skete for Helios-missionen i 1975. Den fælles ESA/NASA rumsonde Solar orbiter er en senere sådan mission.