Mission til Jupiter
Sidst i 1970’erne blev det besluttet at lave en stor ubemandet mission til Jupiter og dens måner. Planerne omfattede en del, der skulle gå i kredsløb om Jupiter, og en mindre sonde, der skulle sendes ned i Jupiters atmosfære. Missionen fik tidligt navnet Galileo efter den italienske videnskabsmand Galileo Galilei (1564-1642), der opdagede de fire store måner omkring Jupiter i 1610. Ifølge de tidlige planer skulle sonden opsendes i 1983 og udnytte en gravity assist-manøvre ved Mars. Derudover skulle den starte fra rumfærgen ved hjælp af en Centaur-raket. Dette blev rumfærgens lastrum dimensioneret efter. Forsinkelser i rumfærgeprogrammet bevirkede, at opsendelsen i 1983 måtte udsættes til efter januar 1986, hvor rumfærgen Challenger eksploderede. Dette betød yderligere forsinkelser og omlægninger i missionsplanerne, idet Centaur-raketterne nu blev anset for for farlige til at have ombord i rumfærgen. Nu skulle Galileo-sonden kun drives af nogle faststofraketter og foretage en gravity assist-manøvre ved Venus og to gravity assist-manøvrer ved Jorden.
Endelig, den 18. oktober 1989, ombord på rumfærgen Atlantis i STS-39 blev Galileos rejse påbegyndt fra Cape Canaveral. Rumfærgen Atlantis sendte Galileosonden videre samme dag, mens den selv landede igen den 23. oktober 1989. 12.-13. februar 1990 passerede Galileo Venus. Den 10. december 1990 passerede Galileo Jorden for første gang. Den 29. oktober 1990 passerede Galileo asteroiden Gaspra, hvor den tog de første nærbilleder af en asteroide nogensinde. Den 8. december 1992 passerede Galileo Jorden for anden og sidste gang. Ved passagerne af Jorden blev meget af måleudstyret kalibreret. Den 23. august 1993 passerede Galileo asteroiden Ida, som der blev taget en række sensationelle nærbilleder af. Det viste sig, at Ida havde en lille måne kaldet Dactyl, hvilket var yderst uventet, da man havde ment, at måner om asteroider måtte være yderst sjældne. Den 13. juli 1995 blev den sonde, der skulle fare ned i Jupiters atmosfære, frigjort fra den anden del af Galileo. Den 7. december 1995 gik Galileo i bane om Jupiter.
Under rejsen til Jupiter viste det sig, at hovedantennen ikke kunne folde sig ud. Trods store anstrengelser lykkedes det ikke at få hovedantennen operationsklar, så sonden måtte klare sig med en lille kommandoantenne. Galileo-sonden havde sandsynligvis taget skade under transporten ad amerikanske landeveje, som var fremkaldt af de lange forsinkelser.
På vej til Jupiter blev Galileo-sonden en nyttig observatør, idet kometen Shoemaker-Levy faldt ned på Jupiter. Fra Jorden kunne man se den falde ned imod Jupiter efterfulgt af et glimt, men selve nedslagspunktet kunne kun ses fra Galileo, idet det befandt sig delvis på Jupiters natside, og heldigvis den side hvorfra Galileo havde udsigt til Jupiter.
Galileo medførte en seperat atmosfæresonde. Samme dag som Galileo gik i bane om Jupiter, nemlig den 7. december 1995, dykkede Galielos atmosfæresonde sonden ned i Jupiters atmosfære og foretog målinger i godt 2½ time. Forskerne måtte senere konstatere, at Galileos atmosfæresonde var kommet ned på et ukarakteristisk sted i Jupiters atmosfære. Et vigtigt resultat var dog, at forholdet mellem helium og brint i de øverste lag af Jupiters atmosfære er det samme som i Solen. Dette betyder, at en teori om, at Jupiter fik sin overskudsvarme fra, at helium sank mod centrum, mens brint søgte væk, måtte opgives. Det har nemlig længe været en gåde, hvorfor Jupiter udsender mere energi end den modtager fra Solen, faktisk så meget at opvarmningen af Jupiters atmosfære primært sker nedefra.
I løbet af 1996 foretog Galileo flere passager af de store måner omkring Jupiter og gjorde i den forbindelse flere opsigtvækkende opdagelser. Således opdagedes det ved en tæt passage af kæmpemånen Ganymedes, den største måne i Solsystemet, at Ganymedes har sit eget magnetfelt og derfor må have et elektrisk ledende indre. Tilsvarende blev det opdaget, at der under isen på månen Europa må findes et salt hav. Månen Europa blev dermed pludselig meget interessant, fordi tilstedeværelsen af flydende vand kunne antyde, at der måske var liv på Europa. Under alle omstændigheder er det første gang, at tilstedeværelsen af flydende vand er konstateret udenfor Jorden. På Mars har man nok fundet spor af fortidigt flydende vand, men Europas vand er flydende nu – også målt med menneskelige tidsmål. Derudover har Galileos observationer betydet, at hele overfladen af de fire store måner om Jupiter er kendt; under Voyager-missionerne blev kun dele af overfladerne fotograferet.
Oprindeligt var der kun planlagt to års observationer med Galileo i kredsløb om Jupiter, men sonden syntes at kunne tåle strålingen bedre end forventet. Da den første periode udløb i december 1997 blev det derfor besluttet at forlænge missionen med yderligere to år. Da denne periode udløb i december 1999, blev det igen besluttet at forlænge missionen med yderligere to år. Galileomissionen blev forlænget endnu en gang og missionen sluttede først 21. september 2003
Selve den del af Galileo, der gik i kredsløb om Jupiter, vejede 2.400 kg, hvoraf de 1.100 kg var raketbrændstof. Denne del af sonden medførte ti forskellige måleinstrumenter, deriblandt et farvekamera, magnetometre, spektrometer i det infrarøde område og spektrometre i det ultraviolette område. Sonden, der blev sendt ned i Jupiters atmosfære, vejede 340 kg og medførste 6 forskellige instrumenter. Til at forsyne disse instrumenter med varme og elektricitet medfører Galileo en RTG (Radioisotope Thermoelectric Generator) som giver en elektrisk effekt på omkring 500-570 W ved starten fra Jorden, og 470 W ved den forventede afslutning af missionen. RTG’en får sin energi fra det radioaktive henfald af Plutonium-238.
Link:
Galileos hjemmeside