Der er mange måder man kan komme til at arbejde indenfor rumfart. Det er nemlig ikke kun som fysiker eller ingeniør at man kan udvikle kundskaber som er gavnlige for udforskning af rummet. På denne side er listet nogle af de uddannelsesinstitutioner og tilhørende studieretninger og kurser som er eftertragtede hvis man vil arbejde med rumfart.
De Fysiske Fag (KU) eller Fysik og Nanoteknologi (DTU)
På de fysiske fag kan du specialisere dig i fysik, astrofysik, bio- og medicinsk fysik, kvantefysik, geofysik og meteorologi eller fysik-matematik. Mange af de evner man udvikler som fysiker er eftertragtet indenfor rum og rumfartsverdenen f.eks. programmering og specialiseret viden om astrofysik, geofysik og biofysik.
Kemi
Som kemiker skaber du helt nye brændstoffer, kunststoffer, medicin og materialer. Du kan forbedre de eksisterende og analysere, hvordan de vil opføre sig, hvis de slipper ud i naturen. Kemikere arbejder bl.a. indenfor rumfart med materialer, brændstoffer, life-support systemer etc.
Datalogi
Som datalog er du med til at flytte grænserne for brugen af computere og udvikle nye metoder til at håndtere de stadig mere komplicerede systemer og stigende datamængder. Der er brug for dygtige dataloger indenfor rumfart til bl.a. at udregne banebevægelser, håndtere enorme datamængder og arbejde med kunstig intelligens.
Biologi/Bioteknologi (KU) eller Bioteknologi (DTU)
Biologien lærer os at forstå naturen. Bioteknologien gør det muligt at anvende den. Du kan skabe fødevarer på steder, hvor der tidligere intet kunne gro. Og du kan arbejde med at skabe bæredygtig energi. Det er nyttigt både på jorden og i rummet!
Geologi/Geoscience
Geologi-geoscience handler om de processer, der konstant forandrer og udvikler vores planet (og andre planeter). Det er jordskælv, vulkaner, meteoritter, istider, ørkener og råstoffer. Der er brug for geologer, når man skal lande på en anden måne eller planet med robotter eller mennesker.
Medicin
Når astronauter sendes ud i rummet oplever de en masse bivirkninger så som knogleskørhed, muskelsvind, formindsket hjerte og forøget risiko for kraft. Der er brug for læger til menneskelig udforskning af rummet – feltet hedder “Space medicine”.
Psykologi
Ligesom med medicin er der brug for psykologer når mennesker skal sendes i rummet på længerevarende missioner. Krise og isolationspsykologi er især eftertragtet – feltet hedder “Space phsycology”
Jura
Jura er måske ikke det første man tænker på når man hører ordet “rumfart”, men det er faktisk et voksende felt! For hvem ejer egentlig månen? må man godt føre minedrift på en asteroide som privat firma? Må man sende mennesker til Mars på en én-vejsbillet? og hvem skal rydde den stigende mængde af rumskrald op? Det er alt sammen noget som “rumjurister” beskæftiger sig med.
Geofysik og Rumteknologi (DTU)
Teknologier til overvågning og kortlægning af Jorden og udforskning af rummet spiller en stor rolle i vores dagligdag. Uden dem havde vi f.eks. hverken gps-navigation, pålidelige vejrudsigter, globale klima- og miljøovervågningssystemer eller verdensomspændende telekommunikation.
International Space University (ISU)
Space Master
Enten et et-årigt (Master of Space Studies) eller to-årigt program (MSc in Space Studies). Undervisning på første år er primært på ISU Central Campus i Strasbourg. Studerende, der klarer sig godt kan ansøge om at fortsætte på andet år, som består af et speciale enten hos ISU eller ved en værtsinstitution.